Populære sportsgrene
Populære sportsgrene
Vis alle

BLOKKEN: Kan man overhovedet være professionel, når man dækker sin yndlingsklub?

Eurosport
AfEurosport

Opdateret 02/05/2024 og 13:05 GMT+2

Vores fodboldkommentator Thomas Gravgaard har to gange været shortlisted til Årets Sportsbog for sine bøger om livet på tribunerne, og i Blokken fortsætter han sine betragtninger om alt det, der omgiver selve spillet på banen, og om fodboldens evne til på én gang at samle, splitte, begejstre og pisse os af.

BLOKKEN: Kan man overhovedet være professionel, når man dækker sin yndlingsklub?

Foto: Eurosport

Af Thomas Gravgaard
”Hvordan ville du have det, hvis du skulle kommentere pokalfinalen i år?”
I den forgangne weekend har både et par venner og et par familiemedlemmer uafhængigt af hinanden stillet mig det spørgsmål. Samtidig er overvejelsen også en fast del af den mentale hitparade, der for tiden holder mig vågen hver nat fra ca. kl. 2:45 til 4:15, hvor havens fugle tager over, inden jeg lukker mine katte ud til dem og dermed sørger for ro og orden igen.
Så for at frigøre noget lagerplads til andre unødvendige grublerier, vil jeg i denne udgave af Blokken forpligte mig til at nå frem til et svar. Og da formatet her heldigvis er noget anderledes end nyhedstrekanten, tør jeg godt lægge ud med at afsløre, at jeg ikke aner, hvad det bliver.
Lad mig først lige opsummere tre forholdsvis relevante facts:
1. Jeg holder med AGF og har fulgt dem på stadion det meste af min barndom og ungdom (og siden 2002, hvor jeg rykkede permanent over Storebælt, mest på skærmen).
2. AGF er i pokalfinalen (det har du helt sikkert allerede fundet ud af, hvis du bor så tæt på Aarhus, at du kan høre fyrværkeriet og slagsangene fra forhåndsfesten).
3. Jeg arbejder som fodboldkommentator (og har faktisk allerede dækket AGF både i den egenskab og som reporter et sted mellem 30 og 40 gange).
Vi har ganske vist ikke rettighederne til pokalturneringen, så på den led er det et hypotetisk spørgsmål, men det betyder ikke, at det er irrelevant. For få ting kan sætte ild til de sociale medier på samme måde som kommentatorer, der opleves som partiske. Og Nottingham Forest har på det seneste vist, at heller ikke fodboldklubbernes officielle udmeldinger længere er ubesudlede af konspirationsalderens postfaktuelle pandemi. Det er med andre ord godt debatstof.
Svend Gehrs svarede uden den store tøven ja, da jeg engang for rullende kameraer spurgte ham, om han var Brøndby-fan
Jeg vil starte med en ordentlig omgang whataboutism: Set over mine snart 24 år i branchen overgår antallet af kommentatorkolleger, der holder med en bestemt klub, klart antallet af dem, der ikke gør. Nogle har været meget udtalte omkring det. Hele fodbold-Danmark ved nok godt, at Carsten Werge synes om Frem, og da jeg arbejdede med ham i 00’erne, var det noget mere sprængfarligt end nu, for de spillede trods alt i Superligaen i kampe, som han kommenterede. Svend Gehrs svarede uden den store tøven ”ja”, da jeg engang for rullende kameraer spurgte ham, om han var Brøndby-fan. Og Morten Bruun og Dan Sørensen har også offentligt erklæret deres kærlighed til Manchester United, hvilket i øjeblikket vel nærmest har karakter af en heltegerning.
Jeg er med andre ord ikke den eneste, der er ansat til at dække fodbold så objektivt som muligt og samtidig i en eller anden udstrækning er tilhænger. Til gengæld er jeg formentlig den eneste i branchen, der har malet sig selv helt op i et hjørne ved at være tilhænger af hele fire klubber, men det er en anden historie som du kan læse her.
Næste stop på denne reflektionsrejse: Når nu det forholder sig sådan, hvorfor så overhovedet sige det offentligt? Gør man ikke bare sig selv ekstra sårbar over for beskyldninger om dit og dat?
Selv erklærede jeg mit tilhørsforhold til AGF, da jeg i 2014 udkom med min første bog, Vi er våbenbrødre, selv om jeg muligvis allerede havde antydet det med et ”Danny Olsen, jeg vil føde dine børn!”-tweet nogle uger forinden.
picture

.

Foto: Eurosport

På det tidspunkt arbejdede jeg udelukkende med Premier League, så det var mest min affektion for Newcastle, som jeg frygtede kunne vække mistænksomhed, da den også bliver berørt i bogen. Kort efter udgivelsen kommenterede jeg faktisk Tyne-Wear-derbyet. I den forbindelse blev jeg af adskillige seere beskyldt for at være Sunderland-fan, fordi jeg under Paolo Di Canios berømte 3-0-sejr som ny manager for The Black Cats åbenbart var lige lovligt begejstret for gæsternes to overdådige mål i anden halvleg og den vanvittige italieners knæjubel i designerjakkesæt. I den situation var det meget bekvemt at kunne henvise til min skriftlige erklæring i bogen.
I løbet af min karriere har jeg faktisk fået at vide, at jeg var fan af mange forskellige klubber, endnu flere end jeg til min lejlighedsvise flovhed faktisk er: Viborg (fordi jeg roste deres Fanatikos-gruppe for at levere flot opbakning i modgang), Manchester City (fordi jeg ikke var mere kritisk over for dem under en 5-1 udesejr mod Tottenham) og naturligvis som alle andre sportsjournalister i Danmark på skift Brøndby og FC København.
Samtidig bliver vi også alle med jævne mellemrum beskyldt for at være anti. Jeg har selv været anti-Herfølge (jeg påtalte et tomt udebaneafsnit), anti-Leeds (jeg hævede vist stemmen lidt for meget, da de overraskende røg ud af FA Cuppen mod QPR) og anti-Celtic (jeg havde kommenteret en 2-0 sejr til Rangers i Old Firm og tog derpå ind på The Dubliner iført en Hackett-polo med et Union Jack, der åbenbart ikke var så diskret, som jeg havde håbet på).
Hvis nogen skal antyde, at jeg er uprofessionel, skal det i det mindste være fra det korrekte udgangspunkt.
Alle de påstande og spekulationer er naturligvis en smule irriterende, fordi de stiller spørgsmålstegn ved ens objektivitet, og fordi det vel reelt er uhøfligt bare at ignorere dem. De kommer trods alt fra kunder. Men de kunder er fans, der ofte skriver i affekt og som derfor glemmer, at de i hvert fald med sikkerhed selv er partiske, når de laver den slags vurderinger. Derfor rører det mig ikke rigtigt.
Til gengæld provokerer det mig at blive tillagt et forkert tilhørsforhold. Eller sagt på en anden måde: Hvis nogen skal antyde, at jeg er uprofessionel, skal det i det mindste være fra det korrekte udgangspunkt. Derfor varedeklarerer jeg mig selv. Og jeg opfordrer alle mine kolleger til at gøre det samme, særligt dem, der hele tiden skal høre på de samme fejlagtige floskler.
Tredje skridt på en allerede uventet lang vandring mod en konklusion: Kan man overhovedet være professionel, når man dækker sin yndlingsklub? Det kan man da. Men der er nok også nogle, der under visse omstændigheder ikke kan. Måske er jeg en endda en af dem.
picture

.

Foto: Eurosport

Helt overordnet vil jeg dog anføre, at den største journalistiske bananskræl i den sammenhæng ikke er, at man risikerer at komme til at råbe ”JAAAADA! SÅ KAN I FUCKIN’ LÆRE DET!” under en kommentering, men derimod at man kan risikere at være for kritisk. Dels fordi man mere eller mindre ubevidst vil vaccinere sig selv mod efterfølgende beskyldninger om bias og dermed måske ender med at være urimelig over for ”sit” hold. Dels fordi man som oftest ved meget mere om dem, man følger - og dermed også ser - uge efter uge, og derfor har bedre forudsætninger for at analysere og kritisere det, de leverer. Jeg tager i hvert fald ikke helt de samme chancer, når jeg vurderer indsatsen fra et hold, jeg kun har set spille hver anden eller tredje uge (jeg ser desværre ikke samtlige minutter i de ligaer, jeg arbejder med, da jeg også godt kan lide min familie og min afbrudte nattesøvn).
Der er også noget andet, vi lige er nødt til at vende her. For hvad er professionalisme egentlig? I en kommentatorrolle er det i min optik en meget stor del af opgaven at formidle ikke bare begivenheden, men også ens oplevelse af begivenheden. Vi skal faktisk kunne dele ud af vores følelser. Om ikke andet for at undgå at blive de næste, der erstattes af AI-generatorer. Det professionelle består for mig derfor ikke i at lægge låg på min begejstring eller afsky. Det består nærmere i, at jeg - uden at miste overblikket eller blive usaglig - SKAL evne at blive revet med.
I hver eneste kamp, jeg kommenterer, bliver jeg følelsesmæssigt påvirket. Overalt på banen og tribunerne sker der ting, der konstant vækker min sympati eller det modsatte. Selvfølgelig skal jeg da råbe ekstra højt, hvis en spiller, som er blevet udsat for racistiske tilråb en hel kamp, ender med at blive matchvinder i den. På samme måde er det helt i orden at udbryde ”Åh nej, lad os håbe det bedste”, hvis nogen kommer slemt til skade. Det er det, der ligger i begrebet ”at kommentere”.
picture

.

Foto: Eurosport

Når jeg på søndag sidder ved mikrofonen i Lyngby, vil der være 22 mennesker + udskiftere + stab + fans, som alle kommer med hver deres fortælling, allerede inden opgøret fløjtes i gang. Mens kampen kører, opstår der hele tiden nye. En stamspiller er blevet droppet. Det er sgu trist for ham. En anden får chancen i stedet. Se hvor tændt han er! En Randers-spiller laver fire fejlafleveringer på stribe, pludselig hakker han den ind i målhjørnet. Hvor er det fedt! Lyngby-tilhængerne bliver ved med at bakke op, højere og højere, mens minutterne tikker. Til sidst udligner de. Målscoreren kravler helt op i capo-tårnet for at juble. Lige så fedt! Måske ikke for Randers (eller Vejle eller OB), men for enhver, der objektivt ser på. Og det gør jeg.
Professionalisme i kommentatorboksen består altså ikke i, at man skal fralægge sig ethvert tilhørsforhold, for de opstår konstant under ens arbejde.
Peter Piil blev, til min store skuffelse, skuffet.
Og dermed tror jeg, at jeg nærmer mig et svar. Men for at kunne formulere det, skal jeg lige tage jer med en tur forbi Anfield: Da min kollega Peter Piil for nogle år siden (ikke ret mange, må jeg hellere skynde mig at tilføje...) fyldte 50 år, blev jeg af vores daværende chef bedt om at finde på en genial gave til ham. Og det syntes jeg da også selv, at jeg gjorde: Piil er Liverpool-fan, så da Merseyside-derbyet dukkede op i vagtplanen, blev han som forventet påsat kampen som kommentator. Men i en skyggevagtplan var det faktisk mig. For ved hjælp af nogle venlige mennesker i Carlsberg havde jeg sørget for, at Piil i stedet skulle overvære kampen fra tilskuerpladserne i selskab med klublegenderne, så han kunne få lov til at være uprofessionel i det bedst mulige selskab. Med fri bar.
Problemet var bare, at det overhovedet ikke var en genial gave. Peter Piil blev, til min store skuffelse, skuffet. For det viste sig, at han faktisk hellere ville have været på arbejde den dag. Han var større tilhænger af opgaven end af Liverpool.
Og NU er vi der: Vi fodboldkommentatorer har verdens fedeste job. Det er i næsten enhver tænkelig situation endda federe end at stå på en tribune i solskin med gratis øl, mens ens favoritklub spiller lokalopgør. Det var det for Peter Piil, selv den dag. Men hvis det ikke havde forholdt sig sådan, hvis man mærker efter og i virkeligheden for en gangs skyld foretrækker at være fan under en bestemt kamp, bør alarmklokkerne bimle og bamle. Og man takker nej til opgaven. Så hvad ville jeg egentlig allerhelst under pokalfinalen i år, hvis jeg nu havde mulighed for at kommentere den?
AGF har ikke vundet en titel i 28 år. Mine barndomsvenner kommer herover i hvidt, duftende af Arnbitter, i en Ceres-drevet karavane sammen med 22.000 andre. En af dem har skaffet mig en billet til øvre B. Hvis AGF vinder, har de sørget for en plads til mig retur i bussen tilbage til Buenos Aarhus og feste igennem.
Under så ekstreme forhold vil jeg hellere være fan end kommentator. Og så ville det være uprofessionelt at lade som om jeg er professionel.

MERE BLOKKEN

Hvis du ikke allerede har læst de ti første afsnit af BLOKKEN, kan du finde dem lige her:
Slut dig til Over 3 millioner brugere på app'en
Hold dig opdateret med de seneste nyheder, resultater og livesport
Download
Relateret indhold
Del denne artikel
Annonce
Annonce