BLOKKEN: Man har det som man har det med sin(e) klub(ber). Det ville være falskt at foregive andet

Af Thomas GravgaardForestil dig synet: Du er på ferie på Mallorca, og på vej til stranden møder du en midaldrende mand, som er iført AC Horsens-kasket, Örgryte-trøje og AGF-shorts, mens han bærer en vanddunk med SønderjyskE-logo og en FC København-strandtaske.

Hvordan reagerer du? Rynker du panden? Smiler du overbærende? Spørger du, om han er Unisports nye, omvandrende salgsbod? Eller opfinder du i hast et lystigt medley af smædesange mod hver af de implicerede klubber?

Jeg er ikke sikker på, hvad jeg ville gøre. Men vurderet ud fra, at jeg for en snes år siden ganske rasende konfronterede en omtrent 5-årig dreng på Bellevue Strand ved Risskov, fordi han havde Barcelona-trøje og Real Madrid-shorts på dér i vandkanten, kan jeg ikke udelukke, at min irritation som minimum ville matche min nysgerrighed.

Jeg må erkende, at jeg har en kompromitterende fortid, hvad angår indblanding i andre menneskers fodboldpåklædning. Spørg bare min kollega Peter Piils søn, som jeg irettesatte på det kraftigste, da han som 9-årig mødte op på en restaurant på Gran Canaria iført en Rangers-trøje. Ifølge hans far – som jo retteligt burde have fået skideballen for at tillade den slags obskønitet – var knægten rystende nervøs under hele middagen og turde ikke fortælle mig, at Brian Laudrup havde skrevet sin autograf på den. Hvilket dog næppe på nogen måde ville have formildet mig.

Det gik ikke kun ud over de små, når jeg legede smagsdommer. På en tur til Madrid i 1996 med nogle medlemmer af Brøndby Support brugte jeg en hel eftermiddag og temmeligt mange bandeord på at forlige mig med, at en af mine jævnaldrende rejsefæller holdt med Chelsea, når nu hans elskede Allan Nielsen skulle til Tottenham. Jeg var særligt bestyrtet over, at han endda havde investeret i et VHS-bånd med klubbens 100 bedste mål, som jeg imidlertid selv satte på igen og igen i camperens mini-biograf og faktisk endte med at låne med hjem.

Der var altså en tid, endda en udstrakt af slagsen, hvor jeg af en eller anden grund mente, at jeg havde ret til at skose andre både for hvilke klubber, de holdt med, og hvilket tøj, de havde på. Derfor fortjente jeg på ingen måde den oprigtigt nysgerrige SMS, jeg fik tirsdag 7. november af en af Danmarks skarpeste medkommentatorer, Morten Bruun, under Champions League-opgøret mellem Atlético og Celtic: ”Amigo! Jeg sidder sgu da og ser Gravgaard-derby i CL! Hvem holder du med?”. På karmakontoen havde jeg i virkeligheden nok sparet op til en formulering mere i retning af ”Hva’ så din vejrhane! Hvor blæser vinden fra i aften?”.

Atlético og Celtic er nemlig to af mine ”Big Four”, fire klubber, som alle stort set siden starten af 90’erne har påvirket mit humør voldsomt – hvilket vel egentlig er den eneste saglige målestok for, hvem man er tilhænger af. Jeg havde allerede siddet i en halv time og mærket efter, da han skrev. Og da mit hjerte ikke havde givet mig noget svar, måtte jeg ty til hjernen og svare, at det var Atlético, da de på den lange bane var mit bedste kort i turneringen. Og i øvrigt førte 1-0 med en mand i overtal.

Jeg har ofte været flov over at holde så meget med så mange forskellige. Tænk, hvis jeg nu mødte mig selv i vandkanten på Bellevue. Men jeg er også bare nået til et punkt, hvor jeg må erkende, at min verden bliver for trang, hvis jeg kun må elske AGF og ikke nogen andre klubber. Jeg har stor respekt for, at der er tilhængere, som lever og ånder for deres ene, eneste udvalgte, men jeg har aldrig selv evnet at være så trofast. Mens jeg brugte det meste af min SU (og mere til) på at rejse til Spanien adskillige gange hvert år og deltage i tifoer og udebaneture med Frente Atlético, holdt jeg nemlig stadig øje med Newcastles resultater. Og selv da jeg boede i Skotland og så Celtic i næsten hver eneste runde, var jeg alvorligt bange for, at AGF skulle rykke ud af Superligaen. Man har det som man har det med sin(e) klub(ber). Det ville være falskt at foregive andet.

Problemet - hvis altså man anskuer det som et sådant - er så bare, at jeg ikke kun har trøjer fra de fire klubber i mit klædeskab, men fra 46. Læg dertil pins, bøllehatte, caps og halstørklæder, og vi runder 60. Den danske våbenlovgivning er baseret på en antagelse om, at hvis man ejer en pistol, er der en risiko for, at man bruger den, og det samme gælder altså fodboldmerchandise.

I løbet af et typisk sommerhalvår kan man således eksempelvis opleve mig fremvise Stoke Citys bolsjefarver i stilfuld kombination med en Cardiff-bøllehat, velvidende at lige præcis de to klubbers tilhængere sender hele politikredsen på overarbejde, hver gang de mødes. Og på ovennævnte Gran Canaria-ferie i 2005 var jeg i øvrigt heller ikke for finkulturel til at investere i et Hansa Rostock-håndklæde, selv om mit forhold til klubben fra Mecklenburgs marehalm næppe var lige så tæt som Mads Piils forhold til Rangers. Indtil jeg mistede håndklædet for et par år siden, var det fast inventar på vores sommerferier og dermed liggestolene ved poolen i Bardolino, hvilket må have set særligt underligt ud, når jeg nu og da var iført Celtic-trøje. Nogle endnu større pedanter end mig selv ville med god ret hævde, at jeg i de situationer lige så vel kunne lyttet til Rage Against The Machine under en hagekorsparasol.

Jeg er naturligvis bevidst om de blandede signaler, jeg nogle gange kommer til at udsende. Og jeg har også for få år siden i en hotelbar på Cypern kæmpet med at få en hardcore CSKA Sofia-tilhænger fra Bulgarien til at forstå, hvorfor jeg den ene dag havde en dansk landsholdstrøje på og den næste Skotlands. Men jeg må også erkende, at jeg med alderen er blevet gradvist mere ligeglad. På den måde er jeg i virkeligheden ved at vende tilbage til barndommen. Dengang tog man en fodboldtrøje på, hvis man syntes, at den var flot eller hvis man havde fået den af én, man holdt af. Havde man fået den af én, man ikke holdt af, tog man den stadig på, hvis den var pæn nok. Måske startede et siden livslangt tilhørsforhold i virkeligheden med, at man en dag så en iøjnefaldende spilledragt i en fodboldkamp på TV og derefter fik den til jul eller fødselsdag. Sådan startede det i hvert fald for mig med Newcastle. Børn skylder ikke andre mennesker andre forklaringer på deres fodboldbeklædning eller tilhørsforhold, end at de føler sig tilpas i og med det. Og uden at jeg forlader tribunerne helt til fordel for klosteret, skal jeg erkende, at det samme også burde gælde for voksne.

På kampdagen duer det naturligvis ikke, at man som AGF-tilhænger tropper op på Ceres Park iført en retro Eintracht Braunschweig-trøje, bare fordi man groundhoppede Hamburger Strasse på vej hjem fra syden og blev betaget af Jägermeister-logoet på det Brøndby-gule bryst. Det ville jo være et visuelt terrorangreb på den rite, man indgår i. Men jeg er med årene nået frem til, at det er historien bag påklædningen, hvor mærkelig den end måtte være, jeg er interesseret i, ikke en personlig undskyldning for den. Og hvis du synes, at ham ”juletræet med sin pynt”, som jeg beskrev indledningsvist, virker en smule konstrueret, så skal du vide, at han såmænd er inspireret af den ganske virkelige Martin Cripps fra Huddersfield, som i et engelsk fodboldblad berettede, at han en dag på vej til stranden på Mallorca var iført følgende: en Darlington-cap, fordi han har fulgt dem i 50 år. En Dundee United-trøje, fordi han var betaget af dem i deres storhedsperiode i starten af 80’erne. Leeds United-shorts, fordi han voksede op i Leeds og stadig kommer på Elland Road nu og da med hans venner derfra. En Huddersfield-vandflaske, fordi han har boet der i over 30 år. Og en Liverpool FC-strandtaske, fordi hans kone og søn holder med dem.

Jeg betragter ikke længere mig selv som værende den rette til at kritisere ham.

Hvis du ikke allerede har læst de fire første afsnit af BLOKKEN, kan du finde dem lige her: