BLOKKEN: Et bryllup i sort og en blind date med Leeds

Hvad enten de vil det eller ej, skal guderne vide, at succes måles på mange mærkelige måder i min branche. Og vel egentlig desværre også i livet som sådan: clicks, likes, mentions, impressions, avoiding lawsuits. You name it. In American-English, please. En af de mere meningsfulde ”metrics” er efter min mening ”engagement”, som heldigvis også kan udtales på dansk, hvis den slags skulle komme på mode igen engang. Og lige på dét parameter scorede den seneste udgave af Blokken højt. Sammenligningen mellem engelske og danske byer gjorde åbenbart mange læsere klogere, og jeg blev faktisk også selv klogere, da flere læsere efterfølgende bød ind med paralleller, jeg havde overset. Min favorit var Southampton = Svendborg (tak til Ulrik fra Oure Efterskole).

Så i håbet om et stort ”reach” vil jeg også denne gang tage udgangspunkt i FA Cup-relateret undren hos ikke bare én kollega, men adskillige. Den går på, hvorfor jeg er så begejstret for, at Wolverhampton Wanderers slog Brentford ud. Og lad mig med det samme afvise enhver antydning af, at det skyldes misundelse over, at Thomas Frank har hår på hovedet og jeg derfor ikke under ham noget godt. Det gør jeg skam. Jo bedre det går Brentford, desto højere er sandsynligheden nemlig for, at han en skønne dag rent faktisk indfrier sit løfte om at tage mig med på en pubcrawl langs Themsen. Jeg har derfor al mulig grund til på det personlige plan at krydse fingre for The Bees, og for den sags skyld også rigtige bier, som jo er ret vigtige for vores planet.

I dette tilfælde havde jeg tillige kommercielle grunde, da Brentford netop på grund af deres markante danske islæt trækker noget flere seere end Wolves. Men i begrundet håb om, at ingen af mine overordnede orker at læse med her, skal jeg medgive, at da resultatet fra Molineux tikkede ind sent tirsdag i sidste uge, var jeg bare ikke professionel nok til at undertrykke et ”YES!”. Faktisk var det så højlydt, at vores kattekilling øjeblikkeligt søgte dækning og efterlod en urovækkende lugt under vores sofa.

Sagen var nemlig den, at lodtrækningen til 4. runde parrede vinderen af Wolves-Brentford med West Bromwich Albion i en kamp, jeg allerede var blevet påsat som kommentator. Hjemmeholdets 3-2 sejr efter forlænget spilletid betød derfor, at jeg nu har udsigt til at formidle The Black Country Derby på Canal 9 i den kommende weekend. Tag det som et udtryk for (eller forklaring på...), at min karriere ved mikrofonen måske aldrig rigtig har fået vinger, men lige præcis dén konstellation har været i top 3 på min ”bucket list”, lige siden den blev stemt ind som Englands mest intense rivalisering i The Football Rivalries Report i 2008.

Der findes næsten lige så mange metoder til at måle graden af fodboldrivalisering som til at vurdere, hvor (lidt) vellykket BLOKKEN er, men lige præcis dén undersøgelse havde en meget simpel, videnskabelig tilgang til fænomenet. Tusindvis af fodboldtilhængere i hele England blev bedt om at rangere de klubber, de hadede mest. Herefter blev tallene for de indbyrdes klubrelationer lagt sammen. 75% af West Bromwich-tilhængerne pegede på Wolves som deres mest forhadte rival, mens hele 97% af Wolves-tilhængerne pegede på West Bromwich. Tilsammen gav det en sum på 172, landets højeste. Ipswich vs Norwich blev nummer to, mens Liverpool vs Manchester United indtog tredjepladsen.

Nu er der selvfølgelig løbet meget smeltet metal gennem støbeformene i The Black Country siden 2008, men rangeringer af lige præcis rivaliseringer bliver uaktuelle med nogenlunde samme hastighed som et kort over jordens tektoniske plader. Derfor vil jeg tillade mig i det følgende at tage udgangspunkt i dens konklusioner, velvidende at der er lavet andre, mindre omfattende undersøgelser siden hen - blandt andet én i 2012-2013 med deltagelse af i alt godt 2.000 fodboldtilhængere, der udpegede Brentford som den mindst forhadte klub i England. Vi, der holder med AGF, heriblandt både kongen og undertegnede, kalder det Uwe Rössler-effekten.

Den mest forhadte klub i 2013-undersøgelsen var i øvrigt Leeds United, hvilket ikke er overraskende, når man husker de beskidte år under Don Revie. Den landsdækkende Leeds-loathing kan også hænge sammen med, hvor mange de selv render rundt og foragter. Jeg har således læst en artikel på onefootball.com, der handler om, hvem Leeds-tilhængerne selv betragter som rivaler, og den nævner Manchester United, Chelsea, Bradford City, Huddersfield Town, Sheffield United, Sheffield Wednesday, Hull, Rotherham, Barnsley, Millwall og Derby. Endda med motivationer til hver enkelt.

På den baggrund er det tankevækkende, at deres ”derby” mod Manchester United kun lige akkurat sneg sig ind i top 20 i undersøgelsen fra 2008. Ja, faktisk involverede ingen andre af Englands 30 største rivaliseringer Leeds. Modsætningen mellem dét faktum og titlen som Englands mest forhadte klub få år senere kan kun forklares med, at næsten alle betragter Leeds som deres næststørste rival, men ingen ser på dem som deres ærkefjende. Og hvor må det gøre ondt aldrig helt at føle sig upopulær nok.

Jeg har selv set tilstrækkeligt mange kampe i England til at kunne skrive under på, at ingen puster sig mere op på tribunerne end Leeds. Når de scorer er det ikke kun de yderste rækker, der laver sidelæns laviner gennem sikkerhedsafspærringerne for at provokere modstandernes fans. Det er hele sektionen. Og deres adfærd kan ikke kun forklares med, at byen er den største i Yorkshire, hvor indbyggerne i forvejen har ry for at være nærmest aggressivt selvsikre. Min tese er, at det også handler om et utilfredsstillet behov, et slags omvendt andenelsker-syndrom, der bedst kan formuleres med en diskret omskrivning af Dolly Dots’ 1983-hit: ”Hate me just a little bit more”. Den version ville i øvrigt passe meget godt til lægterne.

Leeds United er i den optik en ensom klub, fordi så få tilsyneladende opfatter kampene mod dem som sæsonens højdepunkt. Den eneste trøst er, at der også er enkelte andre, der altid bliver afvist. Jeg har eksempelvis gode venner i Stoke-on-Trent, hvor man på grund af den kroniske, sportslige kløft ikke rigtig kan dyrke lokalrivaliseringen med Port Vale. ”We’re looking towards West Brom and hope that they look our way too”, som en af dem sagde til mig, da jeg spurgte ind til Stoke City og deres syn på rivaler.

Men de kommer til at håbe forgæves i Stoke-on-Trent. For den fjerdedel af West Bromwich-tilhængerne, der trods alt ikke pegede på Wolves i 2008, valgte næsten udelukkende Aston Villa. Stakkels Stoke. Også de leder efter en partner at dele deres had med. Måske man skulle sætte en blind date op med Leeds.

Det er naturligvis primært en blanding af talent og træning, der udgør fundamentet under store præstationer. Og en fodboldklub skal nok være forsigtig med at have en målsætning om at vinde et derby på bekostning af en titel. I 1996 udpegede en italiensk journalist da også i et TV2-indslag om ”il derby della capitale” Roma-klubbernes håbløse forblændelse af hinanden som årsagen til, at de ikke kunne være med i kampen om det italienske mesterskab. Mindre end fem år senere havde både Lazio og AS Roma imidlertid vundet Lo Scudetto. Lazio vandt i 2000 og AS Roma straks efter i 2001. Det var næppe tilfældigt.

Jeg vil til enhver tid hævde, at når man har en ærkefjende at måle sig med, helst direkte og helst ofte, er det et overordentligt betydningsfuldt brændstof på vejen mod toppen. Det er i hvert fald noget af det, der gør, at man som tilhænger driver sin klub frem uge efter uge og at man i virkeligheden elsker, at ens største fjende eksisterer. Uanset hvem man spiller mod, handler anekdoter på pubben og sange på stadion om den evige ledsager, hvis lys og skygge man lever i. Ingen identitet er komplet defineret, uden at man også kan sige, hvem og hvad man i hvert fald IKKE er, ingen folklore er fuldbyrdet uden et derbydyb af mindeværdige kontroverser.

I The Black Country går det dyb helt tilbage til 1883, fem år inden den engelske liga overhovedet blev stiftet. Her mødtes West Bromwich og Wolves den 20. januar i Birmingham Senior Cup med en 4-2 sejr til Albion som et varsel om det generelle indbyrdes styrkeforhold i de kommende 161 (!) konfrontationer.

Særligt i løbet af 1950’erne forvandlede opgørerne sig til begivenheder af national interesse, da begge klubber var med helt i toppen af både 1. division og FA Cuppen. Wolves vandt i den periode tre mesterskaber og pokalen to gange. West Bromwich opnåede kun én titel, FA Cuppen i 1954, samme år som de lod sig overhale af deres naboer efter at have ført 1. division det meste af sæsonen og derfor måtte se guldfesten rykke ni miles nordpå til Molineux. Da de to efterfølgende tørnede sammen i Charity Shield – den hidtil eneste gang, hvor de har mødt hinanden i nogen form for finale – endte det 4-4 og med en deling af trofæet, som i dag kan forekomme bizar.

Men ud over den lange – og stedvis flotte – historik, er der én altoverskyggende årsag til det indbyrdes had: nemlig West Bromwich-tilhængernes påstand om, at Wolverhampton slet ikke er en del af The Black Country. I andre dele af verden ville man nok være temmeligt ligeglad med (måske endda smigret over) at få at vide, at man ikke bør betragte sig som hjemmehørende i et område så ødelagt af minedrift og skorstensrøg, at det inspirerede Tolkien til hans beskrivelser af Mordor i Ringenes Herre. Men ikke i et engelsk industriområde. Her er det et adelsmærke at være en ægte arbejder fra et ægte arbejderklassedistrikt. Og det bliver ikke mere ægte end The Black Country, fra starten af 1800-tallet hjemsted for talløse miner, højovne, koksværker, glaspusterier og metalværksteder.

I West Bromwich gør man derfor meget ud af at påpege, at stedbetegnelsen dengang refererede til præcis det område, hvor en ni meter dyb kulåre rager frem fra undergrunden og dermed udgør selve jordens overflade. Det gør den altså ikke i Wolverhampton. Ergo er de ikke helt så ægte arbejdere dér. Og grovere fornærmelse findes ikke på de kanter. Som litteraturprofessor ved Wolverhampton University, Dr Ron Francis, har udtalt til BBC West Midlands i denne uge: ”Hvis du vil starte et slagsmål i The Black Country, skal du bare spørge en eller anden, hvor det er.”

Det var derfor nok heldigt, at da hooliganismen var på sit højeste i England i halvfemserne, faldt det sammen med en seks år lang periode uden The Black Country Derby. Men i 90’erne var optøjerne i forbindelse med deres møder i den næstbedste række immervæk så voldsomme, at opgøret i 1996 er det seneste, der er blevet spillet på det klassiske, engelske tidspunkt lørdag kl. 15. Og allerede inden politiet og The FA overhovedet vidste, om West Bromwich i 4. runde skulle møde Wolves eller Brentford, blev kampen placeret søndag med et kick off kl. 11:45 lokal tid - et initiativ, der også skal ses i lyset af, at der på grund af Covid 19-restriktionerne i 2021 ikke har været tilskuere til nogen af deres dueller siden 2012.

Men dagen og klokkeslettet passer nu meget godt til et bryllup. Og sådan kan man også vælge at se det: I et område, hvor luften engang var så mørk, at selv brudekjoler hurtigt ville blive sorte, står to udkårne ansigt til ansigt. De har valgt hinanden over alle andre. De har ikke øje for andet. Hvor jeg glæder mig til at se gløden i deres blik.

You may now fight each other.

Se kampe fra FA cup uden afbrydelser på discovery+.