BLOKKEN: ”Far, jeg er FCK-fan...”

Mandag aften skete det så. Det, som jeg har frygtet, lige siden jeg blev far for første gang i 2009. Det, som i de 15 efterfølgende år blot ved sin teoretiske manifestation har pumpet lige så meget kortisol rundt i mine årer som faktiske Corona-nedlukninger, rentestigninger og uløselige krige.

Min yngste datter, 10 år, bekendtgjorde henslængt og med en selvfølgelighed som en vejrvært, der lover spredte byger den kommende uge: ”Far, jeg er FCK-fan...”

Tegnene havde været der undervejs i den foregående uge: Hendes veninde optrådte i en FCK-trøje til skolens teaterstykke. Og hun var lige lovligt interesseret i, hvordan det havde været i Parken, da hendes storesøster i forbindelse med sin erhvervspraktik havde været med mig derinde til vores produktion af forårspremieren i Superligaen. Så da hun mandag aften spurgte, om hun måtte begynde at gå i nogle af mine fodboldtrøjer, havde jeg paraderne oppe, mens jeg samtidig blev noget så rørt.

Hun fandt hurtigt frem til Leeds’ hjemmebanetrøje fra 1995/96, i Yorkshire omtalt som ”The Yeboah one”. Det er en elegant sag med hele to forskellige klublogoer og Thistle som sponsor, en hotelkæde stiftet af samme bryggerikæde, der har givet os ales som John Smith’s, Newcastle Brown og Beamish (indsæt selv gurglelyd og savlesmiley). Men jeg havde fornemmet, hvad det i virkeligheden handlede om: farven.

”Vil du ikke også have en af mine AGF-trøjer, skat?”, forsøgte jeg mig. ”De er jo også hvide”.

”Har du måske en FCK-trøje i stedet?”

Spørgsmålet og dets implikationer kom som nævnt ikke helt bag på mig. Men det efterlod mig dog med nogenlunde samme følelse, som da jeg engang i skoletiden var hemmeligt forelsket i en veninde og hun en dag pludselig bad mig om hjælp til at score en af mine i forvejen meget ombejlede venner. Bortset fra, at min forelskelse i AGF på ingen måde er en hemmelighed.

”Selvfølgelig har jeg ikke det.”

”Men du har da en Brøndby-trøje?”

”Nej. Det er Braunschweig. Hvorfor FCK?”

Jeg havde bestemt mig for, at jeg under ingen omstændigheder ville gå i rette med det uundgåelige svar. At jeg ville fokusere på, at det da var godt, at hun langt om længe havde fattet interesse for fodbold. Og at jeg ville skynde mig at sige, at jeg da meget gerne ville se nogle kampe med hende, om ikke i Parken, så i det mindste på TV. Men problemet med den slags intentioner er, at man ganske ofte er en langt større idiot, end man selv går og tror.

”Gu er du ej! Du er ikke FCK-fan! Hold op med at sige sådan noget”, svarede jeg hende bidsk og vidste med det samme, at nu var hun rykket et stort skridt nærmere et livsvarigt sæsonkort. Fra sofaen sendte min kone mig et blik, der afslørede en indskydelse om snarest at skifte mig ud med enhver jævnaldrende mand med nogenlunde indkomst og hygiejne. Min datter tog Leeds-trøjen, forlod stuen og lukkede døren til sit værelse. Og jeg gik i gang med at lægge mine AGF-trøjer på plads, mens jeg prøvede at forklare mig selv, hvad jeg skulle forklare hende om min reaktion.

Jeg er bosiddende i Region Hovedstaden. Det har jeg været i snart et kvart århundrede. Begge mine børn er vokset op en halv time med S-tog fra Østerbro og syv gange så lang rejsetid til Aarhus. De har vidst, at deres far holder med AGF, lige siden de begyndte at forholde sig til andet end at blive ammet, få skiftet ble og sove. Men det meste af deres barndom har de også oplevet, at lige præcis AGF gjorde ham ret ulykkelig.

Omvendt har de set hans venner fra denne del af Danmark fejre FC Københavns mesterskaber og Champions League-triumfer her i huset, og i skolen har de hørt klassekammerater og lærere synge ”Vi elsker FC” dagen efter.

Lad os sige det sådan: Mine piger har været eksponeret for andre og bedre indtryk end jeg og AGF har kunnet tilbyde dem. Jeg har eksempelvis haft min ældste datter med på Aarhus Stadion en smuk augustdag i 2016 med fyldte tribuner, Málaga og romerlys, men Brøndby vandt 7-0. Så er det altså også svært at give sin arv videre. Hun kunne nemt være blevet Brøndby-fan efter den oplevelse men er i dag heldigvis kun tilhænger af Eminem.

Jeg har forsøgt at fremvise andre muligheder end FC København. I maj 2018 havde jeg dem begge med på Lyngby Stadion, hvor de gladeligt lod sig ansigtsmale i blåt og hvidt, og hvor de måske var blevet overbevist, hvis Herolind Shala bare havde scoret på det straffespark ved 0-0. De var i hvert fald skuffede, da Vendsyssel endte med at vinde og rykke op i Superligaen i stedet, og selv om jeg har spurgt dem en del gange siden, har Lyngby ikke lokket.

Jeg har også haft dem med på Farum Park, men det var på udebaneafsnittet, da AGF vandt 1-0 i november 2019. Selv om vi hoppede og dansede ved slutfløjtet, har det også været nej tak til FC Nordsjælland lige siden. De frøs og røvkedede sig, der var lang kø til pølser og popcorn, og kampen var skrækkelig. Hvilket dog som altid nok mest var på grund af AGF.

Man skal som forælder i sagens natur glæde sig, når ens børn begynder at tage selvstændige beslutninger. Problemet er bare, at de beslutninger ikke nødvendigvis er selvstændige, bare fordi de afviger fra forældrenes overbevisninger. I hovedstadsområdet – bortset fra Vestegnen og Lundtofteparken - er dét at blive FCK-fan formentlig det mest uselvstændige initiativ, man overhovedet kan tage. Det er succesfuldt (i den tid, jeg har været far, har FC København vundet otte mesterskaber og fem pokalfinaler), og det er bekvemt. Ikke bare sammenlignet med Brøndby, hvor det tager en god halv time for en voksen at gå fra den nærmeste S-togsstation til stadion. For selv om vi bor 14 kilometer fra Farum Park, koster det næsten en time med offentlig transport. Så FCK er en no-brainer, også her i Hillerød.

Men når man nu ikke behøver en hjerne for at vælge FC København – eller lade sig vælge af dem, som fodboldromantikere som mig ynder at formulere det – er det selvfølgelig en smule bekymrende, at ens barn så gør det. Og det er her, vi nærmer os kernen i min kvababbelse og dermed også den forklaring, som jeg endte med at give min datter, da jeg efter en halv times angren forsigtigt bankede på hendes dør og spurgte, om jeg måtte komme ind.

”Prøliåhørhær. Du må selvfølgelig gerne være fan af dem du vil. Og jeg synes også, at det giver mening at holde med en klub tæt på i stedet for AGF. Så jeg er ikke sur over, at du holder FCK.”

”Okay.”

”Men hvor mange af deres spillere kan du egentlig nævne?”

”Ingen.”

”Hvor mange af deres kampe har du set?”

”Ingen.”

”Det vidste jeg godt. Og så synes jeg altså ikke, at man kan være fan. Så jeg blev nok mest sur over, at du kaldte dig fan. Ikke at du kaldte dig FCK-fan.”

”Men far. Hvem bestemmer, hvem der må være fans?”

”Det gør jeg, skat. Det gør jeg.”

Egentlig sagde jeg det sidste for sjov. Men jo mere jeg har tænkt over det i de efterfølgende dage, desto mere hælder jeg til, at jeg nok mente det.

Jeg har brugt det meste af min journalistkarriere på at forholde mig til fodboldtilhængere og vores slagsange, tifoer, pyroteknik, rivaliseringer og historik. Jeg har rejst verden rundt for at blive klogere på, hvorfor man gør som man gør, når man holder med en fodboldklub. Jeg har skrevet bøger om det. Jeg bliver kontaktet på ugentlig basis af skoleelever og studerende, der undersøger emnet på deres egen måde i opgaver og projekter. Jeg er med andre ord ganske højrøvet.

”Seriøse fans må altid føle sig unikt forbundet med genstanden for deres tilbedelse; de vogter skinsygt over ethvert kontaktpunkt, uanset hvor mikroskopisk eller indbildt, som kan retfærdiggøre deres følelse af det unikke”, skriver den amerikanske forfatter Jonathan Franzen et sted i sin enorme og fremragende roman ”Frihed”.

Jeg har altid sagt, at jeg er tilhænger af tilhængere. Det er fanskabet selv, jeg er fan af. Og jeg må nok indse, at når jeg korrekser en 10-årig pige, fordi hendes kontaktpunkt med FCK er anderledes end mit ville være, er jeg hverken den bedste far eller den klogeste mand i verden. Tværtimod.

På mandag vil jeg spørge hende, om hun ikke vil komme ind i stuen og se derby sammen med mig. Der er jo Silkeborg-AGF...

Hvis du ikke allerede har læst de ni første afsnit af BLOKKEN, kan du finde dem lige her: