BLOKKEN: Når fanmagt i virkeligheden er fanafmagt

Ikke kun roere padler. Det gør fodboldkommentatorer også nu og da.

I vores profession er det et udtryk for at gøre brug af al den verbale lommeuld, man ellers normalt aldrig får lejlighed (eller lyst til) at pille frem. Et par eksempler fra min seneste tjans i søndags: ”Taha Ali fra Malmö FF var i øvrigt den første fodboldspiller, der blev kåret til årets atlet i Västerås Sportklubb”, ”Det var på halvøen Hisingen nord for Göteborg, at den første Volvo blev præsenteret” og ”BK Häcken er opkaldt efter en hæk.”

Det er risikoen for at skulle padle, der gør, at det som oftest tager meget længere tid at forberede sig til en kommentering end seerne under normale omstændigheder skulle tro. 99% af gangene bruger vi kun 1% af de oplysninger, vi har støvet op. Det er som at øve sig på en tale til et bryllup, hvor man er næsten sikker på, at der bliver sagt nej i kirken.

I de første 20 år af min kommentatorkarriere var jeg kun to gange nødt til at padle, og her tæller jeg også anden halvleg af Island-Sverige oktober 2004 med (1-4 efter 0-4 ved pausen). Afbrydelsen af BK Häcken-Malmö FF var derimod allerede min tredje omgang padlen i dette efterår. Første afbrydelse kom i juli (juli tæller naturligvis med i efteråret, da nedbørsmængden, den gennemsnitlige vindhastighed og dagstemperaturen var identisk med nu). Den skyldtes tordenvejr under Randers-Hvidovre. Anden gang var i Silkeborg, hvor dommeren fik en fibersprængning.

Den slags er der jo ikke rigtig noget at gøre ved. Men afbrydelser som den i søndags irriterer mig, for som så ofte før i Allsvenskan skyldtes det tilskuernes opførsel. Nuvel, hvis jeg skulle sladre til læreren, så var det faktisk Häckens Aiham Ousou, der startede ved at provokere både Malmös tilhængere og vel spillets ånd som sådan, da han opførte sin udskiftningsscene som var han instrueret af Mel Gibson under endnu en film med endeløse torturscener. Den tunge gang op ad Golgata blev indledt med ironiske klapsalver mod gæstetribunen, og da Ousou passerede Malmö-bænken udbrød der decideret tumult. Pludselig var der tilskuere på banen, angiveligt nogle lokale gutter, der ville beskytte ham. Det fik kampens dommer til at afbryde kampen og sende alle spillere ned i omklædningsrummene. Baneløberne, eller i dette tilfælde banevandrerne, forekom godt nok hverken at være særligt hurtige eller hidsige, snarere selskabelige. Men i Sverige er man med god ret ved at være jävlar trött på, hvor meget klubtilhængerne fylder, og derfor finder der også rent symbolske afbrydelser sted, som skal vende det fredelige flertal mod de få overtændte.

Spørgsmålet er bare, hvem der efterhånden egentlig udgør flertallet på de svenske tribuner. Vurderet på lydkulissen selv på den beskedne Bravida Arena er næsten alle stadiongængere hinsidan efterhånden ultras. Vores naboer står for noget af den mest bastante og imponerende klubopbakning i Europa, men efter hvert mål, særligt i de store Stockholm-konfrontationer, er der desværre bare en overhængende risiko for, at en flok hætteklædte mænd straks begiver sig ind på banen for at smide med nødblus og tæve hinanden eller hvem, der nu står i vejen for dem. Bare spørg min kollega Peter Piil, der i maj kommenterede Djurgården-AIK og vist stadig sidder i boksen og venter på, at der falder ro på, så kampen kan genoptages. Og selv om jeg glæder mig helt vildt til at skulle en tur over broen og kommentere den svenske mesterskabsafgørelse i Malmö på søndag, er det da frustrerende, at jeg ikke med komplet overbevisning kan love min familie at være hjemme til jul.

Noget andet, der frustrerer mig ved vrede fodboldfans på banen, er, at det er lige præcis den slags adfærd, der holder liv i generelle og måske uerkendte fordomme hos menigmand om stemningsskabende og passionerede tilhængere som i bedste fald selviscenesættende narcissister og i værste fald fordrukne kriminelle, der ikke kan sætte to tanker sammen.

De fordomme kan forklare noget af den forargelse og latterliggørelse, som ramte ”Capo-Chris”, da han efter et forsmædeligt OB-nederlag til Fredericia i sidste uge også forlod tribunen – hvor han jo ret beset hører til lige så meget som Ousous selvbestaltede bodyguards – for at give spillerne det glatte lag. Medgivet, jeg fandt også situationen en smule akavat, fordi der ikke var tale om en dialog men om en decideret irettesættelse. Men vurderet på hvor hæs Chris var, havde han i hvert fald modsat holdet gjort sin del af arbejdet for at få OB videre i pokalen. Og der eksisterer i øvrigt andre optagelser af selvsamme capo, der dokumenterer, at han også sagtens kan kommunikere højlydt med spillerne på en mere opmuntrende facon.

Mere end en magtdemonstration var hændelsen i Fredericia i virkeligheden en demonstration af afmagt. Af fortvivlelse over, at man selv præsterer forgæves, fordi der bliver svigtet andre steder. Lige så ofte som tilhængere undervurderer, hvor meget spillere ønsker at vinde, selv i kampe, hvor det overhovedet ikke ser sådan ud, lige så ofte undervurderer alle andre, hvor meget stemningsskabende tilhængere rent faktisk investerer i deres tilhørsforhold og støtte til en klub. Det er ikke kun (men bestemt også!) penge, men også tid og tårer. Kan de så ikke bare lade være med det? I så fald ville Chris og de andre OB-tilhængere nok være blevet væk forlængst. Og det er i øvrigt et spørgsmål, som ingen, der bare en enkelt gang udefra har nydt en gyngende tribune, 90 minutters vedholdende slagsange eller en to-etagers tifo, kan være bekendt at stille til aktive fodboldfans.

På den baggrund havde Capo-Chris mindst lige så god ret til at henvende sig til spillerne som alle de habitklædte klubejere eller forbundspræsidenter, der gennem tiden har sparket døren ind til omklædningsrum verden rundt for at posere foran spillerne, true dem i modgang, sole sig i deres berømmelse i medgang eller begå overgreb mod dem under en medaljeceremoni.

I de første hundrede år af fodboldspillets eksistens, inden aktører og publikum med storkapitalens indtog i sporten havnede i parallelle sociale virkeligheder, fik spillerne efterkritik på pubben eller det lokale værtshus af dem, der havde betalt for at se dem. Det skal vi huske, når vi betragter det som ydmygende for Simon Kjær og de andre Milan-stjerner at blive kaldt ud til en samtale i kurven, og når vi bliver bestyrtede over, at en vred OB-fan med et vist mandat fra tribunen forcerer rækværket og skælder andre voksne ud.

Lad os gemme forargelsen til dem, der forlader tribunen for at smide med nødblus og udøve vold.