BLOKKEN: Den rationelle overtro

Efter en sommerpause, der reelt endte som en endeløs efterårsferie tilsat hvepse og dræbersnegle, er Superligaen i gang igen. Og allerede nu er alt, eller i hvert fald meget, akkurat som det også endte med at være i foråret:

OB sigter koncentreret efter 8. pladsen, Brøndby-tilhængerne kræver ny træner, ny sportsdirektør og nye ejere, og FC København opererer med et pointsnit så utroværdigt, at de ville blive anmeldt for dokumentfalsk, hvis det stod på deres eksamensbevis.

Jeg har også allerede mistet min sæsonakkreditering og lusker mig derfor fuldstændig som i maj ind i kommentatorboksene ved at fremvise mit Warner Bros. Discovery-ID-kort, der i virkeligheden kun kan bruges til at låse op for redaktionens printer, men som alligevel af en eller anden grund bærer mit billede og derfor virker særdeles overbevisende ved stadion-indgangene.

Genkendelighed er et tveægget sværd. Mens fodboldsporten dybest set lever af uforudsigelighed, er noget af det bedste ved fantilværelsen netop gentagelserne.

Stadion – eller for de mere dovne eller geografisk isolerede af os: skærmen - er jo vores ugudelige tids kirke, og det, der foregår omkring denne moderne altergang, er ritualer, som forener os og giver vores tilværelse indhold og tryghed.

Marchen til første hjemmekamp, pre-match øllene med flokken på det lokale værtshus, der bare smager så meget bedre end det, man kan købe på stadion (uden dog nødvendigvis at være det mindste velsmagende), at råbe ens egne spillernavne i kor og drukne modstandernes i en tirade af had, som kun overgås, når VAR annullerer et saksesparksmål i krydset, fordi det ved gennemsyn viser sig, at målscorerens støvler ikke er snørret korrekt. Alt sammen er så dejligt genkendeligt og alene derfor værdifuldt for fodboldtilhængeren.

Men der er også en bagside ved ritualerne.

For i og med, at de jo (måske) opretholder en vis form for orden i det kaos, som livet ellers ville være, er der også en vis risiko forbundet med at pille ved dem, glemme dem eller uforvarende at udføre dem på forkert vis. Det kan naturligvis være vanskeligt at undgå, hvis de involverer 20.000 andre mennesker. Men der er jo også dine egne små ”kampdagsvaner”, som du praktiserer privat inden de offentlige fællesriter, og som du derfor bærer eksklusivt og potentielt altødelæggende ansvar for at forvalte til perfektion. I denne kategori finder vi for eksempel den stol, du bare er nødt til at sidde på under morgenmaden, og den rækkefølge, hvormed du ifører dig dit tøj.

Det er personlige riter, som ikke ret mange kender til, og som du nok burde holde hemmelige for alle dem, der ikke har samme forhold til fodbold som dig. Din partner eller dine børn vil jo næppe kunne forstå, hvis du – som den Bolton-tilhænger, jeg for nylig læste om – er nødt til at åbne klædeskabet og berøre et helt bestemt par af dine underbukser med lukkede øjne, inden du går ud af døren.

Lad mig også sætte mig selv lidt på spil her: I foråret 1996 fik jeg alletiders fedeste Newcastle United-trøje i fødselsdagsgave af nogle venner – du ved, dén med Brown Ale-logoet og den opretstående krave, som ville have passet Eric Cantona så godt. Det første, der skete derefter, var, at Newcastle på sidste spilledag mistede mesterskabet til Manchester United. Til den efterfølgende sæsonpremiere iførte jeg mig stolt, optimistisk og (skulle det vise sig) naivt trøjen, hvorefter Everton straks slog Newcastle 2-0.

Næste uge må jeg formentlig have været i bar overkrop på stranden, for The Magpies vandt i hvert fald over Wimbledon. Men i tredje spillerunde havde jeg igen trøjen på, da nyheden om et hjemmebanenederlag til Sheffield Wednesday tikkede ind. Herefter blev den pænt lagt ind i skabet på kampdage, og Newcastle vandt prompte de næste syv kampe i træk, blandt andet ude over Sunderland og 5-0 over Manchester United.

Der skulle gå mere end 10 år, før jeg igen lod mig overtale til at bære den vidunderlige, forbandede trøje under en Newcastle-kamp.

I december 2006 havde Newcastle vundet tre af de seneste fire kampe, og min herboende engelske ven, Paul, der som West Ham-tilhænger betragtede mine kvaler på samme måde som walisere ville betragte danskeres brok over det våde sommervejr, fik ved hjælp af rolige, rationelle argumenter og seks-syv pints overtalt mig til at tage trøjen på, da der jo med Watford som modstander hjemme på St. James’ Park var en vis sandsynlighed for, at forbandelsen ville blive brudt. Fem minutter før tid var stillingen 1-1, jeg tog trøjen af og kylede den med foragt gennem stuen. Da Obafemi Martins fik nys om dette, smadrede han med det samme sejrsmålet til 2-1 ind.

Siden har jeg ikke haft den trøje på, mens Newcastle spiller.

Jeg ønsker ikke – selv om det ville være absolut lødigt rent videnskabeligt – at fremlægge denne anekdote som bevis for, at vi alle hver især i vores egen lille dimension af virkeligheden kan påvirke udfaldet af fodboldkampe ved at tørre røv et bestemt antal gange om morgenen eller slikke postkassen på vej hen til bussen mod stadion. Jeg fortæller det blot for at vise, at jeg forstår dig og dine små særheder, når din klub spiller. Hold dem for Guds (eller klubbens) skyld i live!

For som Cameron Carter (ikke at forveksle med Cameron Carter-Vickers) skrev i fodboldmagasinet When Saturday Comes om sine egne ritualer på Arsenal-kampdage: Det kan da godt være, at de ikke virker. Men tænk nu, hvis de gjorde.