BLOKKEN: Vi vil jo alle bare så gerne vinde

Det var så dén landskamppause. Eller ”landskampperiode”, som min tidligere chef bad redaktionen om at kalde det, dengang vi havde rettighederne. Et udtryk, som jeg i øvrigt vil fraråde at oversætte til direkte engelsk. Jeg husker i hvert fald, at et medlem af vores reportagehold fra Stoke-on-Trent reagerede ved at spørge mig, om ”the international period” var en slags verdensomspændende menstruationsdag.

Nu må vi også gerne kalde det pause her hos os. Og hvis jeg skal finde noget andet positivt ved ikke længere at være involveret i dækningen af landsholdsfodbold, er det, at jeg nu rent faktisk kan tillade mig at slukke for Danmarks kampe, når de gør mig i dårligt humør. Det benyttede jeg mig senest af i mandags.

Ved middagstid på kampdagen for Danmarks møde med Slovenien i Parken var jeg til Flemming Østergaards 80 års fødselsdagsreception, og her snakkede jeg med stort set alle de TV 2-kolleger, der samme aften skulle stå i studiet i Parken, om den forestående begivenhed. Undtagelsen var David Nielsen, som jeg i stedet brugte et kvarter på at afkræve fif til påklædning og old school metal-albummer. Nogle vil nok mene, at en skarp journalist i stedet havde spurgt ham om, hvornår han egentlig har tænkt sig at tiltræde som ny cheftræner i OB.

Men de andre samtaler bekræftede, at TV 2’s folk har det på præcis samme måde, som vi havde det på vores redaktion, da vi arbejdede med det danske herrelandshold: Vi er fans i den forstand, at vi bare så gerne vil have, at de vinder. Og vi er journalister i den forstand, at vi skal være kritiske i vores dækning. Det sidste er måske i virkeligheden mest vanskeligt, når det går godt for landsholdet og man bliver viklet ind i et nationalt jubelhysteri. Men det er bestemt også opslidende som rettighedshaver i de dårlige perioder igen og igen at udkomme med kampe, der gør den menige dansker komplet rasende, og som igen og igen fordrer de samme stemningsopslidende spørgsmål til stadig mere frustrerede aktører.

Nu tager denne Blok jo altid udgangspunkt i tribunerne, og derfor skriver jeg dette som fan og ikke som journalist. Jeg skriver det for selv at blive klogere på mit uafklarede forhold til det danske herrelandshold. For det er mildest talt indviklet. Hvordan kan jeg den ene måned flyve op af sofaen i jubel over det sene mål i Finland, mens jeg fredag først slog over på kampen efter 25 minutters spil og tre afsnit af Friends, der sagtens kunne have ventet? Hvorfor opgav jeg allerede ved stillingen 0-0 i Belfast? Prøvede jeg at straffe landsholdet for blamagen mod San Marino? Og nok så væsentligt: Hvordan forestillede jeg mig i givet fald, at spillerne og Kasper Hjulmand ville finde ud af det og vende tilbage med en uforbeholden, personlig undskyldning?

Set udefra kan jeg drage visse paralleller mellem min barnlige og inkonsekvente opførsel og landsholdets boykot af pressen i september 2008. Og det er måske her, at en del af forklaringen på i hvert fald mit ambivalente tilknytningsmønster skal findes. For timingen og umodenheden i den protest var uhørt. Det svarede til, at min yngste datter nægter at tage fødselsdagskage med til klassen, fordi hun er mopset over, at hun ikke må få kage med i sin madpakke hver dag.

Det er min påstand, at den episode var et point-of-no-return i relationen mellem aktørerne og pressen. Fra da af var det endegyldigt slut med at dække DBU’s flagskib på samme måde som kongehuset. Herrelandsholdets spillere, trænere og ledere kunne nu ikke længere bare uden videre tillade sig at blive fornærmede over at være genstand for debat. At en del af dem så alligevel blev ved med det, hjalp naturligvis ikke på stemningen siden hen.

Men fra et fan-perspektiv er der også for mig et før og efter september 2008. Inden da kunne jeg eksempelvis godt lejlighedsvis blive noget så arrig over Morten Olsens meget konservative tilgang til brugen af indskiftere. Jeg kan således stadig hidse mig selv op til randen af næseblod ved tanken om, hvor sent Søren Larsen blev sendt på banen i udekampen mod Tyrkiet i 2005, som vi skulle vinde og som vores super-sub lige akkurat nåede at sikre os en ubærlig og ubrugelig uafgjort i. Den form for overdreven tålmodighed kan man ikke just klandre Kasper Hjulmand for at praktisere.

Men spillerne plejede jeg ikke at blive vrede på. Dennis Rommedahl var undtagelsen, men det skyldtes udelukkende hans skamløse BOING BOING-jubelscene mod Letland i 2007 (både David Nielsen og jeg ville have foretrukket, at der stod SLAVES OF PAIN på undertrøjen). Det ændrede sig med boykotten. Nu var jeg ikke længere fuldblodsfan af spillerne. For mit vedkommende manifesterede det sig mest tydeligt ved, at jeg ikke længere automatisk blev ked af det, når Danmark tabte. Fra september 2008 kunne jeg også switche over i en ”dét har de forkælede møgunger fandeme godt af”-modus. Og det er her, at jeg nok igen bør understrege, at jeg ikke skriver denne klumme som journalist, men som landsholdsfan. Eller hvad man nu skal kalde det...

I det efterfølgende årti afslørede de sociale medier og diskussioner med mine venner for mig, at også mange andre nemt kunne blive meget vrede på alt og alle omkring det danske herrelandshold. Selv Åge Hareides imponerende resultatstime som landsholdstræner lagde kun et tyndt lag asfalt over den vulkan af latent raseri, som flere gange selv i dén epoke slyngede magma højt til vejrs over salten østerstrand. Tænk bare på den tabte straffesparkkonkurrence mod de senere VM-finalister Kroatien under VM i Rusland 2018 og de temmeligt personlige angreb, visse spillere og også Hareide selv måtte stå model til på bagkant. Det kan godt være, at alle holdt med dem, men de færreste holdt af dem. Slet ikke efter strejken.

Indtil de tre år senere slog ring om Christian Eriksen i nationalarenaen.

Vi var nok mange, der efter sommeren 2021 troede, at vi nu igen havde fået det forhold til landsholdet, som vi og vores forældre havde haft op gennem 80’erne, 90’erne og den første halvdel af 00’erne. At de seismistiske forstyrrelser efter jordskælvet i 2008 langt om længe var stilnet af. Problemet var bare, at det efterfølgende triumftog af en kvalifikation blot sendte os direkte mod en ny, dyb afgrund i Qatar.

Herefter begyndte spillerne og træneren igen at gå i forsvarsposition, sikkert fordi de følte sig angrebet. Det gør de tilsyneladende stadig: forsvarer sig mod en mere eller mindre indbildt aggression. Og vi i samlevende parforhold ved udmærket, hvad det gør ved stemningen i hjemmet, når den ene part aldrig vil indrømme noget som helst uden at smide et øjeblikkeligt anklageskrift den modsatte vej: Man begynder at mistænke dem for at holde noget mere alvorligt skjult. ”Tvivlen er i huset”, som Peter Sommer synger på Alt Forladt, et album, hvor han desuden konstaterer, at ”min glæde er tavs som en klaphat helt uden hænder.”

I det danske fodboldkollektiv bor et herrelandshold, en presse og en befolkning, der er dybt afhængige af hinanden. Men tvivlen flyttede ind for efterhånden så længe siden, at halvandet års solskin gennem vinduer på vid gab ikke kunne få ram på hver en skimmelramt afkrog. Sporerne overlevede, og når kulde, regn og fugt vender tilbage, finder vi os til rette i de roller, der blev om ikke etableret så i hvert fald konsolideret for 15 år siden: Journalisterne pisser spillerne af, spillerne pisser journalisterne af og resten af os opdager, at hvis der overhovedet er hænder på vores klaphat, så er de knyttede og hamrer ned i bordet.

Til sommer kan det sagtens være, at vi genforelsker os. Også uden at det kræver et traume som i 2021. Jeg skal i hvert fald nok sørge for at få mig en fest i nabolandet, om ikke andet takket være deres pragtfulde øl, eventuelt kombineret med en omgang Tartan Army-terapi. Men den danske deltagelse kan lige så godt ende med endnu en skuffelse og nye anstrengte miner i TV-studier og TV-stuer, som sender børnene på flugt ind på deres værelser. Når først de er derinde, kan de være svære at lokke ud igen. Og det gavner hverken vores landshold, journalister eller befolkning.

Jeg håber, at vi får løst uoverenstemmelserne en dag. Vi vil jo alle bare så gerne vinde.