BLOKKEN: Jamen vi fejrer jo bare AGF’s mesterskab

Humor er tragedie plus tid, siges det. Det samme er tilværelsen som fodboldtilhænger for de mange, der sjældent eller aldrig oplever deres klub vinde titler: Endnu en spildt sæson uden en pokal og derpå utålmodig venten i en tilstand af forgæves håb indtil den næste uundgåelige skuffelse.

Men for dem, der støtter succesfulde klubber, er det faktisk tiden selv, der er tragedien. For den stjæler alt. Og man når knap nok at nyde udsigten fra toppen, før man skal bekymre sig om alle dem, som møjsommeligt, men målrettet, er på vej op for at skubbe én ned i afgrunden.

Min daværende kollega Dan Sørensen beskrev så fint denne belejringstilstand, efter at Manchester United i april 2013 havde sikret sig mesterskabet med en sejr mod Aston Villa. Han havde netop rundet udsendelsen af, da han kom ud af vores studie med et ansigtsudtryk som en far, der forlader fødeklinikken for stolt at fremvise sit nyfødte barn, men samtidig bliver hvisket i øret af en meget overbevisende spåkone, at den rigtige far vil dukke op inden for et år. Da vi andre lykønskede ham, lød svaret: ”Jamen jeg er ikke glad! For nu har vi alt at miste!”.

Det var som om, at han allerede dér udmærket vidste, hvad der siden ville følge: Guardiolas Manchester City, Jürgen Klopps Liverpool og David Moyes’, Louis van Gaals, José Mourinhos, Ole Gunnar Solskjærs og Erik ten Haags Manchester United.

Men Dan og de andre røde djævle havde dog på grund af den tidlige afgørelse trods alt næsten tre hele måneder til at nyde tilværelsen som mestre, inden de i sæsonpremieren 17. august trods en 4-1 sejr i Swansea blev overhalet af Manchester City, der vandt 4-0. På grund af vores hjemlige fodboldkalender har de stakkels danske Superliga-vindere som regel markant mindre sorgløs tid med trofæet i favnen, inden jagtsæsonen blæses i gang og betegnelsen ”regerende mester” forvandler sig til en belastning, i hvert fald for tilhængere med moderat til lavt selvværd. Det vil sige næsten alle.

Men til gengæld frembyder fodboldårets gang her i landet en unik mulighed for langvarig lykke, hvis man er tilstrækkelig dygtig til selvbedrag. For vinterpausen er nærmest uendelig. Og derfor er det måske i virkeligheden dér, man bør gøre boet op.

Det besluttede min ven Michael og jeg os i hvert fald for at gøre en søndag i december. Vi syntes nemlig, at Aarhus på trods (eller grund) af en Napoli-agtig fornemmelse af guldfest havde haft alt for kort tid til at fejre AGF’s bronzemedaljer sidste sommer. Nu havde afslutningen på efteråret, hvor AGF inden for få dage besejrede FCK i Parken og pokal-knockoutede Brøndby, efterladt os lige så henrykte. Og denne gang var der langt over to måneder til næste betydningsfulde kamp. Det var tid til for alvor at fejre (følelsen af) mesterskabet.

Den formiddag kunne forbløffede kaffedrikkere på Aarhus midtbys caféer derfor iagttage to bagstive Galten-bønder løbe jublende og syngende ned ad gågaden, mens vi nu og da stoppede op for at kramme hinanden og enkelte villige forbipasserende. Da vores tomands-fanmarch nåede til perronen, hvorfra mit tog tilbage til København skulle afgå, var støjniveauet så heftigt, at vi blev kontaktet af en banegårdsvagt, der bad os om at forlade området. Men heldigvis var vi ikke de eneste, der havde forstået, at man skal leve i nuet, også selv om man er delirisk.

”Jamen vi fejrer jo bare AGF’s mesterskab”, forklarede Michael vagten, der efter nogle sekunders tavshed, ledsaget af gradvist aftagende panderynker, udbrød: ”Nå ja, det er også rigtigt. Tillykke med det!”. Derpå takkede han undskyldende nej til den dåse Ceres, vi insisterede på at give ham, og forlod området med et tilfreds smil.

Hele vores vinter er siden gået med at minde hinanden om, at den er god nok. Den er hjemme! Vi er mestre! Eller vi har det i hvert fald sådan. Det blev i den grad en hvi’ jul. Den bedste i mange år. Vi har levet i en dobbelt illusion, hvor AGF lå nummer ét og sæsonen var slut. Og det har været en ren fornøjelse. Vores familier har bemærket, nydt og i en vis udstrækning også delt vores glæde. De har måske undret sig over, om den nu også var funderet i virkeligheden, men den slags detaljer skal man ikke hæfte sig ved, når en fodboldtilhænger endelig betegner sig selv som lykkelig.

Men alting får en ende, også de ting, der faktisk slet ikke findes. Og nu er selv vinterpausen desværre snart forbi. Suk. Jeg tænker på en af Peter Sommers stærkeste tekster: ”Hvilken kvinde og hvilken mand / vil hentes tidligt i sin illusion / om at kærligheden vinder alt / og vil brænde for evigt til ære for det evige nu?”. Den er særligt effektfuld, hvis man erstatter ”kærlighed” med ”AGF”.

Men nøgleordet er illusion, og min fortolkning er, at den bestemt har værdi, ikke kun som katalysator for skabelse, men også i sig selv. Det er menneskeligt, at ens forestillinger overgår realiteterne. Og sådan er styrkeforholdet mellem drøm og virkelighed i øvrigt helt naturligt for langt de fleste fodboldtilhængere, da antallet af mulige titler jo er så meget lavere end antallet af klubber. Der er ikke faktuelle triumfer nok til alle, så det er vigtigt at kunne opfinde dem selv.

Når jeg kigger tilbage på vinterstillingerne i forgangne Superliga-sæsoner, håber jeg, at også andre i historiens løb har sat et ”Ingen realiteter, tak”-klistermærke på postkassen og benyttet de lange måneder foran pejsen til utidige fejringer i det evige nu.

Det ville eksempelvis have været passende med ekstra nytårsfyrværkeri over Vestegnen, da Tom Køhlert 1/1 2009 afleverede rækkens førerhold til Kent Nielsen. For efter 33 kampe endte Brøndby blot som nummer tre, seks point efter mestrene FC København. Og yderligere 12 år skulle gå før det næste sæt guldmedaljer.

Andre venter stadig. AB sluttede kalenderåret 1998 af på førstepladsen, fire point foran nummer to. Da det efterfølgende forår var omme, havde AB otte point op til guldvinderne fra AaB, og det er nu snart et halvt århundrede siden, at Gladsaxe Idrætspark var hjemmebane for de danske mestre. De skulle have malet jubelportrætter af Christian Andersen på de boligblokke, mens de kunne. Så ville vi andre ikke være på nippet til at glemme, at klubben overhovedet findes.

Nyere forskning i sindets virke viser, at tanken om bestemte hændelser udløser mange af de samme kemiske reaktioner i kroppen, som hændelserne faktisk ville gøre, hvis de indtraf i virkeligheden. Så selv om vi alle er bange for at jinxe de resultater, der betyder så meget for os, vil jeg forsigtigt anføre, at der må gælde de samme forhold i fodboldtilværelsen som i livet generelt: Hvis man forestiller sig det bedst tænkelige scenarie, oplever man det på en måde allerede.

[Indsæt din klub] vinder guld i år! Og tillykke til Danmark med EM-guldet 2024.

Hvis du ikke allerede har læst de syv første afsnit af BLOKKEN, kan du finde dem lige her: