BLOKKEN: Det virkelige vanvid er, at man overhovedet ønsker at vinde ved hjælp af snyd

Min kone og jeg har næsten et hus sammen. Næsten, for i huset er der et kælderværelse, som er mit og kun mit. Altså, hun må sådan set gerne opholde sig dernede, men hvad angår indretning og hygiejne, har hun ingen beføjelser, så derfor sker det aldrig. De blev inddraget, efter at hun for en halv snes år siden kom til at give nogle håndværkere lov til at anbringe betjeningspanelet til vores gulvvarme diskret oppe under loftet derinde uden at spørge mig først. Da jeg kom hjem og fandt ud af det, begyndte jeg at græde, og vi betalte dem prompte 1.100 kroner for at gøre arbejdet om.

Værelset indeholder blandt andet en slidt Chesterfield-sofa med sprækker fulde af chipsrester fra adskillige geologiske epoker. Der er et gulvtæppe, som jeg fik foræret gratis på genbrugspladsen, fordi det lugtede lige lovligt meget af orientalske krydderier (og nu også ølslatter fra emotionelt ladede øjeblikke). Og på hylderne står der whisky nok til at overleve en atomkrig, selv om jeg nok ville dø af de efterfølgende tømmermænd.

Men det, jeg i virkeligheden er mest glad for ved min hjemmepub, er, at jeg har fået plads til to fjernsyn dernede. Det betyder, at jeg altid kan følge med i to fodboldkampe ad gangen. Undtagen i disse uger, hvor den årlige Six Nations-turnering afvikles. For så er den ene skærm dedikeret rugby. Det skal jeg bare se. Og ikke mindst høre.

Indrømmet: Mit kendskab til rugbyreglerne svarer til at kunne bevæge sig rundt på det danske motorvejsnet uden at køre nogen ihjel, men dog også uden helt at være klar over, hvad ”Odense” betyder og hvad afkørselsramperne er til. Men jeg ved nok om dem til at kunne postulere, at mens fodboldens Raúl Albentosa nemt kan blive manden, der mere end nogen anden redder Vejle fra nedrykning, ville han koste en nedrykning, hvis han spillede rugby. For i rugby findes der en paragraf, der løst oversat lyder: ”Hvis en spiller stiller spørgsmålstegn ved dommerens autoritet, kan der dømmes straffespark mod hans hold.”

Nu er et straffespark i rugby ganske vist ikke det samme som i fodbold, så hvis vi skulle oversætte det, ville det betyde noget i retning af, at dommeren kan tildele Vejles modstander et frispark på kanten af straffesparkfeltet, hver gang Albentosa brokker sig til eller over ham. Se, dét er beføjelser på et noget andet niveau end min kones i kælderpubben. Og mon ikke der over en hel sæson så skulle mere end en Nathan Trott til at holde dem over stregen.

Indtil Skotland-England i seneste Six Nations-runde erindrer jeg ikke nogensinde at have set paragraffen blive taget i brug. Hvilket jo må betyde, at den virker. Men under ekstreme forhold kan selv rugbyspillere opføre sig som fodboldspillere. Og da England midt i opgøret havde sat en tidlig føring noget så grusomt over styr, slog det klik for gæsternes Dan Cole på en måde, som man normalt kun ser fem-ti gange i løbet af en standard fodboldhalvleg: Han råbte til dommeren, at han var uenig i en kendelse.

Dan Cole er kronraget, 1.91 meter høj og vejer knap 120 kilo. Hvis han var et dyr, ville han være en bulldog. Eller måske snarere stamfader til en dogbull. Men da dommer Andrew Brace med et øjeblikkeligt, hidsigt pift kaldte ham over, forvandlede han sig med det samme til en golden retriever, som udmærket godt ved, at den ikke skulle være løbet over til naboen og skide på deres terrasse.

Og derpå fremviste rugbysporten så en anden af sine publikumsvenlige egenskaber: Fordi dommerne, også dem i VAR-vognen, ikke bare kommunikerer med hinanden i et lukket kredsløb, men faktisk ud til publikum og TV-seere, kunne alle høre nogenlunde, hvad Andrew Brace stilfærdigt sagde til Cole: ”If you question my decisions I’ll reverse them against your team.” Cole undskyldte, bukkede diskret og gjorde sig klar til at smadre ind i næste bræmme af modstandere i stedet for dommerteamet.

Der er bestemt en del, som rugby kunne lære af fodbold, ikke mindst hvad angår rammerne: Tilskuerne på stadion er ganske festlige på den fjollede måde, men atmosfæren er meget afhængig af, hvad der foregår på banen. Der mangler organiserede stemningsgrupper, og selv om det bestemt er anerkendelsesværdigt, at tilhængere af to forskellige landshold sidder side om side, ville det være fedt, hvis de nøjedes med at gøre det på langsiden, mens målenderne så til gengæld var klædt i hver deres farve. Og så kunne det være noget så ”satisfying”, hvis der nu var et net mellem stængerne.

Men de fem sekunder, samtalen mellem Brace og Cole varede, er omvendt fyldt med forslag, der går den anden vej. Problemet er bare, at de to mest åbenlyse læringer i sig selv ville være en rugbytackling på to af fodboldens, og særligt den moderne udgaves, identitetsmæssige fundamenter: selvhøjtidelighed og uanstændighed.

Det selvhøjtidelige kommer til at udtryk ved, at vi ikke for længst som TV-seere og stadiongængere har fået lov til at følge med i, hvad dommerne og for den sags skyld også aktørerne siger.

Jeg er med på, at der kan være sportslige hensyn at tage ved at holde visse taktiske instruktioner hemmelige for modstanderne. Når jeg spiller Stratego med min yngste datter, får min ældste heller ikke lov til at stå og råbe ud i stuen, hvor jeg har anbragt mit flag. Men den direkte transmission af dommerteamets samtaler undervejs kan da for pokker ikke afsløre statshemmeligheder, hvis udbredelse ville vælte vores civilisation omkuld. I en anden Six Nations-kamp i år var det præcis den åbenhed, der gjorde, at de skotske fans ikke gik rasende hjem, da VAR-vogn og dommer tydeligt forklarede alle, hvorfor de ikke kunne anerkende et kampafgørende try, selv om alt talte for, at det rent faktisk var efter reglerne. Det betød i øvrigt, at Skotland tabte til Frankrig i stedet for at vinde over dem.

Men hvad så med kommunikationen mellem spillerne. Er det måske her, der afsløres navne og adresser på PET-agenter? Nå, heller ikke her. Selv om man skulle tro det, når man ser superstjernerne holde sig for munden, når de taler under kampen. Alene det fænomen indikerer, at en del spillere ville modsætte sig at bære mikrofoner. Og jeg tør godt postulere, at det for nogle af dem ikke handler om at have teenagehemmeligheder, men i stedet hænger sammen med, at de har en dårlig vane med at råbe en masse grimme ting, mens de er på arbejde. Hvis de nu opførte sig lige så disciplineret som deres rugbykolleger og 99,9% af verdensbefolkningen og lod være med det, ville de heller ikke have noget at skjule.

Og hvad angår overdragelsen af taktiske justeringer, kan det vel heller ikke være så farligt. Alle med forstand på fodbold kan se, hvad der foregår. Og vi, der ikke har forstand på det, udgør jo ikke noget problem.

Med fare for at få den kolde skulder næste gang jeg skal ud i virkeligheden og dække en fodboldkamp, vil jeg hævde, at den ureflekterede modstand mod åbenhed – for dele af den kan sagtens være velreflekteret og som sådan saglig – skyldes, at fodboldsporten har et fundamentalt anstændighedsproblem. Snyd betragtes kun som et problem, når det rammer ens eget hold. Ellers er det en mulighed. I nogle kulturer er det værre end i andre, men heller ikke de italienske rugbyspillere har det altså med at filme.

Med indførelsen af VAR bliver netop skuespil nu potentielt eksponeret for en pinlig, verdensomspændende afsløring. Men gennemsyn begrænser sig til kampafgørende hændelser, og derfor er der stadig fri leg i de mere uskyldige spilfaser og områder på banen. Og der bliver stadig kværuleret helt til grænsen, når man er uenig med dommeren. Særligt i Sydeuropa, hvor nogle af verdens allerbedste spillere og dermed vores børns største idoler kommer fra.

De ser, hvad stjernerne gør på skærmen og desværre også ind i mellem på de danske stadioner, hvor der måske ikke ligefrem er tale om moralsk fordærvelig opførsel, men hvor det omvendt altså ikke kun er Albentosa, der tager alle midler i brug for at vinde. Og jeg kan forstå på de venner, jeg har, som træner ungerne ude i foreningerne, at de på banen gør som deres helte: Skaber sig. Det gør de slet ikke i samme omfang uden for stregerne. Den opdragende funktion, som idræt oprindelig skulle have i samfundet, risikerer i fodboldens tilfælde at blive det stik modsatte.

Så længe snyd og parlamenteren med dommerne som udgangspunkt kun udløser en advarsel, kan jeg godt sidde med en følelse af, at man i fodbolduniverset dybest set er enige om og har accepteret, at den slags er ”en del af spillet”, som om den floskel faktisk er nedfældet et eller andet sted i fodboldloven. Og det er i øvrigt ikke bare en floskel. Det er en lodret løgn. Der er en grund til, at de oprindelige regler fra 1848 tillod spillerne selv at dømme: Man forventede, at de havde en vis integritet.

Lad os derfor tage Dan Cole, undskyld, tyren ved hornene og iværksætte to tiltag.

Det første er at eksponere fodbolden maksimalt. Det ville hjælpe den med at blive renere, i hvert fald inden for stregerne, mens det ser noget værre ud, når man kigger på ejerforhold og topledelsen i de tværnationale forbund. På banen er der ikke noget at være bange for med mindre man selv er en af dem, der skaber sig. Dommerne ville på stedet kunne forklare alle tilskuere og seere, hvorfor de gør som de gør. Det ville tage trykket af spekulationerne og frustrationerne. Og hvad angår omklædningsrummet tager jeg en chance og hævder, at Jorden ikke bliver invaderet af rumvæsener, fordi de har overhørt en Superliga-træners pauseinstruktioner.

Det andet tiltag er at forsyne autoriteterne med nogle mere effektive redskaber til at ændre uanstændighedskulturen. Hvor ville det være befriende, hvis også fodbolddommere kunne sanktionere brok ved at tildele modstanderne et farligt frispark og ikke bare fremvise et hult, gult kort. Og hvor ville det være kulturelt (gen)opbyggende, hvis vi ikke stoppede dér: Hvad med at tilkende et straffespark til det andet hold, hvis en spiller forsøger at filme sig til et? Hvad med, at man selv ryger direkte ud, hvis man forsøger at få en modstander udvist?

Måske lyder det vanvittigt. Men det virkelige vanvid er, at man overhovedet ønsker at vinde ved hjælp af snyd. Argumenter som ”sådan er det bare” er hverken valide eller konstruktive. De er også bare en del af det ukrudt, som vores fodboldbaner risikerer at blive dækket af.

Og de, der kun har ét fjernsyn reserveret til sport, ville nok værdsætte ikke at skulle vælge mellem en ærlig idrætsgren og én med net i målene.

Hvis du ikke allerede har læst de otte første afsnit af BLOKKEN, kan du finde dem lige her: