BLOKKEN: Jeg hadede Brøndby i Danmark og elskede dem i Europa

Mit skæg er blevet gråt. Men noget, der i endnu højere grad minder mig om, at jeg nærmer mig det halve århundrede, er, at jeg kan huske en tid, hvor FC København ikke eksisterede. Det er bizart og uvirkeligt at tænke på i et efterår, hvor de i min optik stadig forholdsvis unge løver påny indtager Champions League-savannen til enorme opgør mod Bayern München og Manchester United, som vel at mærke ikke nødvendigvis ender med fire nederlag.

Noget, som omvendt måske forekommer uvirkeligt for mange af jer af yngre dato, er, at hvis disse kampe havde fundet sted i starten af halvfemserne, ville hele Danmark sandsynligvis have støttet FC København. Byens hold ville have været landets hold. Og hvis du ikke tror på mig, så spørg dig selv, hvorfor Brøndby IF i over 30 år har haft og stadig har tilhængere i hver en afkrog af kongeriget. En ledetråd: Det er ikke på grund af klubfarverne, som engang fik en af mine gode venner fra Østjylland til at spørge to Brøndby-fans foran Aarhus Stadion: ”Hvis I begynder at gå nu, hvornår kan I så være hjemme i Sverige igen?”

Jeg har før skrevet om det i min første bog, så jeg tør godt gentage det her, med risiko for at min chef må se sin indbakke drive til havs i en syndflod af klager over min manglende objektivitet. Hvilket dog måske vil være en behagelig afveksling fra seerindvendingerne mod min udtale af Coco Gauff for et par uger siden, hvor jeg fik den amerikanske tennisstjerne til at lyde som en alsidig massøse.

But here goes: Jeg hadede Brøndby som dreng.

Opvokset midtvejs mellem Aarhus og Silkeborg, som på det tidspunkt hverken havde Simon Kvamm eller et hold i den øverste, danske række at byde på, endte jeg i favnen på AGF, da min far begyndte at tage mig med på stadion til de store, europæiske opgør mod klubber som Benfica og FC Barcelona . Jeg var 11 år, da AGF senest blev mestre i 1986, hvilket dengang var noget, man fandt ud af ved tålmodigt at høre koldkrigsradioavis, som rundede fem minutters atomtrusler af med knap 30 sekunders sportsnyheder, oplæst med underspillet foragt af DR’s følelsesforladte monopolgardister, indtil Svend Gehrs en overgang lykkeligvis gav den del af udsendelsen et skud tiltrængt kærlighed.

Herefter vandt en traditionsløs Kjøbenhavner-klub (ja, jeg ved det godt, men for jyder er Vestegnen, Sjælland og måske endda de tættere befolkede egne af Fyn det samme som København) fire af de næste fem danske mesterskaber. Typisk efter undervejs at have vundet et-måls-sejre på Aarhus Stadion. Brøndbyernes Idrætsforening var sammen med myg og gøende hunde det fænomen, der kunne gøre mig mest rasende i mine første teenageår.

Men den 19. september 1990 skete der noget. Brøndby tog imod Eintracht Frankfurt i 1. runde af UEFA Cuppen. Så meget som man nu kan tage imod nogen, når man ikke selv spiller hjemme, for kampen var rykket til Idrætsparken, fordi Brøndby Stadion dengang lignede Hillerød Stadion nu. Brøndby vandt 5-0.

Indtil da havde jeg og mine AGF-venner ganske vist altid følt en instinktiv sympati for de andre danske Europa Cup-deltagere. Men den sympati var nok i virkeligheden tæt beslægtet med medynk. For selv om Brøndby allerede i årene forinden havde leveret enkelte flotte resultater i internationale dueller, så var det typisk meget begrænset, hvad Ikast, Næstved og vel også AGF dengang (og nu) rendte rundt og opnåede på dansk klubfodbolds vegne.

Brøndbys 5-0 sejr den sensommeraften for 32 år siden forvandlede sympati til henrykkelse. Den var alt, vi talte om i dagene efter. Til fodboldtræning var jeg Erik Rasmussen, Kim var Uche og Bjørn var Peter Schmeichel. Selv om det kan forekomme utroligt nu, så var der ikke nogen modsætning mellem dét og at tage på Aarhus Stadion i hvidt de følgende weekender. Og efterhånden som det blågule eventyr udfoldede sig til en dansk triumfmarch, der fik hele Europa til at spærre øjnene op, voksede vores begejstring og engagement. Jeg har sjældent været så nervøs som under straffesparkkonkurrencen mod Torpedo Moskva. Og jeg har sjældent været så vred, som da Rudi Völler stik mod alle Hollywood- og H.C. Andersen-doktriner sendte Brøndby ud til allersidst i semifinalen mod AS Roma. Undtagen naturligvis de gange, hvor Brøndby gjorde det samme mod AGF.

Jeg kan sagtens komme i tanke om andre danske øjeblikke på den internationale klubscene, der har påvirket mig. B1903’s nedslagtning af Bayern München sæsonen efter fik mig til at hoppe rundt på værelset i ren ekstase. Lars Højers frelsende frispark for FC København mod Linfield i efteråret 1993 fik mig til at drage et dybt lettelsens suk, selv om jeg først så det med et døgns forsinkelse på grund af lejrtur med min gymnasieklasse og allerede kendte resultatet. OB-miraklet mod Real Madrid fik mig også op af stolen, der vist nok væltede over vores i forvejen moderat og derefter svært ængstelige kat. Den blev ikke mindre anspændt, da jeg fejrede Jens Madsens sene AaB-sejrsmål mod Panathinaikos ved at spæne tværs gennem huset. Og så sent som i august 2006 vækkede jeg min kæreste ved at hoppe rundt i sengen, da FC København med 2-0 ude mod Ajax endelig kvalificerede sig til Champions League-gruppespillet.

Men det særlige ved Brøndbys semifinalesæson tilbage i 1990/91 var, at jeg hadede Brøndby i Danmark og elskede dem i Europa. Og at det hverken for mig eller folk omkring mig var det mindste underligt eller modsætningsfyldt.

Nu sidder du nok og tænker, at jeg er ved at tage tilløb til at proklamere en FN-sanktioneret fredserklæring, som jeg vil bede samtlige danske klubtilhængere underskrive, så alle forpligter sig til at holde med FC København i deres forestående Champions League-kampe. I givet fald tager du fejl. Jeg har selv mange venner og bekendte, der hele tiden bare er så pisseirriterende glade, stolte og ”se-mig-jeg-har-været-sammen-med-Neestrup-i-over-et-år-og-jeg-er-stadig-nyforelsket”-smarte, mens de henkastet og med en foruroligende snert af dovenskab driller mig med Dila Gori og Larne. Dem under jeg naturligvis intet, i hvert fald ikke hvad angår fodbold. Og jeg forstår godt, at hvis en Brøndby-tilhænger skulle sidde og krydse fingre for FC København mod Bayern og United, ville vedkommende formentlig have det på samme måde som en hårdt kvæstet fodgænger, der af de forbipasserende bliver anbefalet at ønske bilisten fortsat god tur efter påkørslen.

Min pointe er derimod at henlede opmærksomheden på, at det engang har været anderledes end nu. Jeg siger ikke, at det var bedre. Der kan være noget ureflekteret nationalisme over at pålægge sig selv og hinanden partout at skulle holde med danske klubber i Europa. Den kan vi passende deponere i landsholdene i stedet. Men der er alternativer til bare at sidde hjemme foran skærmen og hade de andre. Man kan slukke for sit tv. Eller man kan overveje, hvad det i virkeligheden er, der rører sig i én, når dagligdagens modstandere løber på banen til eksotiske gruppespilskampe i midtugen.

Hvis jeg selv skal efterrationalisere, så tror jeg, at der var plads til den glæde, jeg som AGF-tilhænger følte, dengang Brøndby slagtede Frankfurt, Ferencvaros, Leverkusen og Torpedo, fordi det ikke udgjorde en trussel mod min egen klub. At Brøndby gjorde det godt i Europa, mindskede ikke nødvendigvis chancen for, at AGF snart ville kunne genindtage den danske fodboldtrone. Og det var heller ikke Brøndbys senere europæiske storkampe mod Dortmund, Liverpool og Bayern München, der forhindrede guldet i at komme hjem til Aarhus. Det var Mogens Krogh.

Situationen i 2023 er en helt anden end i starten af halvfemserne, og som så meget andet handler det om penge. Med de gigantiske præmiesummer, som i særdeleshed Champions League-deltagelse- og resultater udløser nu om dage, formindsker enhver international FC København-succes i denne sæson sandsynligheden for, at en anden klub vinder Superligaen i en nær fremtid. De henter ganske vist masser af point hjem til den danske holdkørsel, men som nutidens europæiske klubfodbold er skruet sammen, svarer det groft skitseret til, at man forærer naboen en ny cykel, mens man selv flyver på arbejde i en rumraket.

Når rivalerne triumferer, aktiverer det naturligvis jalousi, komplekser og ganske ofte også en paranoid fornemmelse af altigennemtrængende og evig uretfærdighed. Men sammen med disse følelser og deres overbygning, had, gemmer der sig nok også en reel bekymring for, at Superligaen bliver eksponentielt mindre spændende af, at dens lokomotiv kører så fandens godt i fodboldens Europa-udgave af Ticket To Ride. Det gør, at festen i Parken i 2023 sammenlignet med 1991 er meget større, end den er ude i provinsen, med undtagelse af de naturlige, spredte lommer af FCK-tilhængere i Rønne, Nakskov og Lemvig, der også er blevet en del af fanbasen i mangel på lokale fristelser. For i Parken ser tilskuerne i øjeblikket på én gang deres hold skrive historie mod de største og samtidig fremtidssikre det hjemlige trofæskab. Det gjorde Brøndbys godt 10.000 medrejsende støtter ikke dengang mod Frankfurt.

Men drømmen om, at festen pludselig en dag rykker ind på din egen klubs stadion, har du naturligvis lov til at have, selv i disse moderne fodboldtider. En dag går den måske i opfyldelse. Bare spørg i Herning, Farum og Aalborg.

Men ikke i Aarhus.