Senegal - Den Tunge Arv fra 2002

Chokket var enormt. De franske verdensmestre gik fra banen i Seoul desillusionerede og modløse. Hvad var der lige sket? Franskmændene kom til turneringen i Japan og Sydkorea som forsvarende VM-vinder, og med store verdensstjerner som Desailly, Zidane og Henry i startopstillingen. Alligevel var slutresultatet et etmåls-nederlag til nogle fremadstormende senegalesere, der med intet at tabe gik opportunistisk ind til slutrunden.

Profilerne var ikke åbenlyse ved starten af slutrunden, men mod slutningen havde store dele af verden lært Ferdinand Coly, Henri Camara og El Hadji Diouf at kende. Især Diouf, der under VM viste prøver på sit store talent med akrobatiske driblinger og hurtighed, fik flere bejlere efter en kanon slutrunde.

Efter en overraskende andenplads i gruppen med Danmark, Frankrig og Uruguay hed modstanderen Sverige, som ligeledes havde sikret sig avancement fra en svær gruppe, der indeholdt England, Argentina og Nigeria. Kampen startede skidt for senegaleserne, da Henrik ”Henke” Larsson bragte svenskerne foran efter 11 minutter. Det skulle dog ikke være her, at askepothistorien om de afrikanske underdogs skulle slutte, da Henri Camara, der havde været inde og ude af opstillingen igennem hele turneringen først udlignede fem minutter inden pausen, og senere i den forlængede spilletid bragte euforien til nye niveauer, da han havde bragte holdet i kvartfinalen.

Kvartfinalen blev dog endestationen for senegaleserne, da de stødte ind i de velspillende tyrkere, der kun tabte mod den senere vinder fra Brasilien i hele turneringen. Et håb var blevet vakt i det vestafrikanske land, og et nyt frø var blevet sået i håbet om at kunne skabe en ny fodboldkultur.

Senere fulgte krisen: Tre slutrunder i træk (2006, 2010 og 2014) formåede Senegal ikke at kvalificere sig med store spillere som Demba Ba, Papiss Cisse og Moussa Sow. Seks trænere formåede ikke, siden Bruno Metsu i 2002, at opfylde landets potentiale, og først nu har man formået at kvalificere sig igen. Dette med klar reference til de gode tider i 2002, repræsenteret ved den tidligere midtbanegeneral Aliou Cisse, der styrer tropperne fra bænken.

Potentialet for holdet er der uden tvivl. Hvor 2002-holdet kom uden de store profiler på papiret, så har 2018-versionen af Senegal store profiler som Kalidou Koulibaly fra Napoli, Sadio Mané fra Liverpool og Idrissa Gueye fra Everton.

Der er en udpræget homogenitet over Senegal’s hold. Man har de kreative kræfter med Mané, Keita Baldé, Sow og flere, imens man på midten besidder krigere og gode defensive spillere som Kouyate, Gueye og N’Doye. Midterforsvaret har ligeledes stor kvalitet med Koulibaly, Sané og Kara Mbodji, hvorimod spørgsmålene for Senegal er i buret og på backerne. Spillerne på disse positioner huserer primært i mindre franske, italienske og belgiske klubber, hvilket ikke er af samme kvalitet som førnævnte profiler.

Kigger man på Senegals gruppe, så kunne det tyde på, at de er Afrikas bedste bud på videre avancement. Egypten kom dårligt fra start mod Uruguay, Nigeria fik kroatiske klø, Tunesien tabte knebent til England og Marokko tabte i sidste minut til Iran. Senegal tørner i gruppen sammen med Colombia, Polen og Japan, en pulje, hvor det på forhånd er svært at tyde, hvem der er gruppens absolutte førerhold.

Det faktum samtidig med, at Senegal må kategoriseres som det afrikanske hold med flest spillere, der spiller på europæisk topniveau, så er det ganske plausibelt, at Senegal kan blive Afrikas eneste håb om videre avancement i et VM, der kan blive hårdt for de afrikanske hold.