Da VM blev ramt af en asturisk bismag

På forhånd skal det siges, at det ikke ligefrem er stedet Asturien, der er skyld i den negative overskrift. Stedet er pragtfuldt dekoreret med de kantabriske bjerge, der er billedskønne både i sol, men også i regn, som denne del af Spanien er kendt for. Overskriften kommer fra en fodboldkamp, der foregik i Gijón. Det kommer vi tilbage til.

28. juni havde potentialet til at blive noget stort i VM-sammenhæng. Der var lagt i kakkelovnen til spænding, da de tidlige kampe skulle stå i den spændende og jævnbyrdige gruppe H, en gruppe, hvor Colombia skulle vinde over Senegal for at afgøre egen videre skæbne.

Andetsteds tog Japan imod Polen, i en kamp, hvor sidstnævnte på forhånd havde udspillet deres chancer i slutrunden, men hvor Japan kunne revanchere et svagt asiatisk VM, hvor en sydkoreansk sejr over Tyskland var et blandt få tørre halmstrå, man kunne klamre sig til.

Første halvleg lover godt. Senegal presser overraskende nok Colombia, efter at sidstnævnte havde sprudlet som Caño Cristales flot gør det i hjemlandet, mod Polen. Senegal fik sat Sadio Mané i spil, og med den friske venstrekant Keita Baldé på banen, så var det med nød og næppe (og en korrekt VAR-kendelse), at Colombia kunne kæmpe sig til pause med 0-0.

Polen – Japan var præget af samme jævnbyrdighed, og Leicesters utrættelige presmaskine Shinji Okazaki havde et fint forsøg med hovedet, men den røg forbi Fabianskis mål. Senere hen var det Kamil Grosicki, der tidligere har givet Peter Ankersen søvnløse nætter, der headede på mål, men Kawashima præsterede en af slutrundens bedste redninger for at undgå, at Asiens sidste håb skulle være bagud inden pausen.

Polakkerne ville uden tvivl gerne sætte deres præg på en slutrunde, der havde været intet mindre end tragisk på dette tidspunkt, og på en dødbold formåede Jan Bednarek at komme frem til indlægget, og køligt lægge den ind bag en velspillende Kawashima i det japanske mål. Japan var ude på dette tidspunkt, da der stadig ikke var scoret i den anden kamp endnu.

Det skulle ændre sig med lidt over et kvarter tilbage, da den atletiske Yerry Mina steg til vejrs for Colombia, og for anden gang på to kampe stangede bolden i nettet til stor jubel for de mange colombianske fans, og ikke mindst den tidligere anfører Carlos Valderrama, der pynter på ethvert stadion med sin, stadigt, imponerende hårpragt.

I dette sekund ændrede alt sig – ikke på banen mellem Colombia og Senegal, da Senegal nu var forceret til at score, men i den anden kamp. Tydeligt blev det i de sidste minutter af kampen, hvor Japan, uden pres fra Polen, kunne spille bolden rundt i egne rækker. Begge hold var tilfredse – Japan var videre med resultaterne, og Polen havde sikret sig en sejr med hjem fra en dårlig slutrunde. Japan skulle bare undgå at få flere gule kort, for det endte nemlig med at være på Fair Play, at Japan avancerede over Senegal.

De sidste ti minutter af kampen foregik i ekstremt langsomt tempo. Polen havde ikke mere at komme med – Japan var ikke interesseret i at komme med mere. En kamp, der gav minder tilbage til 1982.

Selvom Gijóns største lokale fodboldklub hedder Sporting Gijón, så er det ikke dem, der har spillet den mest berømte kamp i byen. Det var en kamp mellem Vesttyskland og Østrig. 1982. VM. Dagen før havde Algeriet og Chile spillet, hvilket efterlod Vesttyskland og Østrig med det faktum, at hvis tyskerne vandt kampen med et eller to mål, så ville begge hold gå videre.

Inden der var gået 10 minutter af kampen var tyskerne allerede foran. Hvad der skete de næste 80 minutter er, hvad der har givet kampen det berømte øgenavn ”The Disgrace of Gijón”.

Efter målet ændrede kampbilledet sig fuldkommen: Holdene holdt boldbesiddelse i lang tid i de bagerste række, før den røg tilbage til målmanden, der skød en lang bold frem. Gentagelse i den anden ende. Samme resultat.

Den tyske kommentator var klar over det, og stoppede undervejs i kampen helt med at kommentere. Den østrigske kommentator foreslog folk at slukke deres fjernsyn. Resultatet blev idyllisk for begge hold – begge avancerede til knockoutkampene.

Der var uden tvivl situationer i kampen mellem Japan og Polen, der mindede om disse. Lange sekvenser, hvor forsvarskæden uden pres fra modstanderholdet frit kunne spille den fra side til side. Resultat, der gavnede begge mandskaber. Senegals træner Cisse var hurtigt ude efter kampen og afvise alle anklager om, at det var fejt at ryge ud på Fair Play. De var udmærket bekendt med reglerne sagde Cissé, der ikke ville bruge det som undskyldning for deres exit, men som ikke lagde skjul på, at der da fandtes federe måder at ryge ud fra en slutrunde på.

Tilbage står vi med et japansk hold, der når 1/8-finalen for første gang siden 2010, hvor det som bekendt var Honda, Endo og alle de andre, der gjorde livet surt for de danske drenge i Sydafrika. Og der er ingen tvivl om, at dette kommer til at være en historisk lille asterisk på en slutrunde, der har stået for så meget god fodbold. Japanerne selv har spillet fin fodbold, og trods den klare underdogrolle i gruppe H, fik de kæmpet sig videre. Men der er ingen tvivl om, at VM klokken lidt i 6 dansk tid den 28. juni fik en smule asturisk bismag.