Panama - Mere end bare en kanal

15. oktober 2013 lignede for alvor en skæbnedag for Panama. Indtil det 87. minut var de foran 2-1 mod USA, og lige så stille var den, før, så utopiske tanke om, at de skulle til VM i Brasilien ved at brede sig. Men Panama lærte den dag, at det aldrig nytter noget at glæde sig for tidligt.

Først Graham Zusi og senere den islandsk-amerikanske Aron Johansson sørgede for, at USA endnu engang kunne drage til en slutrunde, mens Panama måtte lide den forfærdelige skæbne at se VM-drømmen blive flænset til atomer i det 93. minut.

Ligegyldighed. Skuffelse. Afmagt. Alle ord, der kan lyde så banale, men ansigterne hos Panamas spillere var ikke til at tage fejl af. De havde fået en vederstyggelig knytnæve stukket lige i mellemgulvet.

Den eneste måde at komme videre fra en skuffelse er som bekendt ved at rejse sig igen. Ved hjælp af knaldhårdt arbejde fik Panama rejst sig, i en kvalifikation, hvor de virkelig fik arbejdshandskerne på. Holdet blev kendetegnet ved en betondefensiv og hårdt spil, der til tider kan bevæge sig lidt over i den ulovlige zone.

Kvalifikationen sluttede af med en skæbnekamp mod Costa Rica, der skulle vindes, hvis Panama skulle revanchere mareridtet fra 2014. Og endnu engang var det USA, som kunne afgøre, om Panama skulle have muligheden for at deltage ved deres første slutrunde.

USA skulle spille mod Trinidad & Tobago i en kamp, som de var klare favoritter til, mens Panama skulle op mod VM-overraskelsen fra 2014 i form af Costa Rica. Ved pausetid var der ikke gode nyheder. Trods USA var bagud med 0-2, så måtte Panama også sande, at de skulle score to mål, idet Johan Venegas havde bragt Costa Rica foran med et køligt chip.

Pausen blev ikke tilbragt med larmende tavshed. Panamas colombianske træner Hernán Darío Gómez’ stemme rungede ud med floskler om manglende mod. De skulle vise, hvem de var!

To minutter inde i anden halvleg sker det første, som ikke må ske: USA reducerer ved Pulisic, og pludselig ligner det for alvor, at Panama er langt væk fra Rusland. Men det er ikke helt almindelige spillere, der spiller for Panama.

Holdet bærer for alvor præg af rutine. Og det var også holdets, måske nok, største profil Blas Pérez, der med over 110 landskampe på CV’et tog ansvaret i egne hænder. En mærkelig situation omkring en hjørnespark fandt sted, hvor Pérez til sidst får skovlet bolden ind over stregen. Eller, det ligner det i hvert fald. Efterfølgende er det tydeligt på langsom gengivelse at se, at bolden aldrig ryger ind over stregen. Heldet var for alvor med Panama her, og det lignede utvivlsomt karma, der var på Panamas skyld efter uheldet mod USA fire år forinden.

Forløsningen kom dog først lige inden lukketid, da midterforsvaren Román Torres tonsede frem i en over 50 meter lang spurt, hvor han overløber Costa Ricas midterforsvar og sparker bolden hårdt ind bag Patrick Pemberton i målet. Euforien var ikke til tage fejl af. Torres flåede sin egen trøje af, mens spillere både inde og ude fra banen sprintede ned i et ivrigt forsøg på at gratulere den langhårede midterforsvar. Denne gang skulle det ikke gå galt for Panama.

Og det gjorde det heller ikke. Da kampen blev fløjtet af brød spillerne ud i gråd. Det var lykkes. For første gang nogensinde skulle nationen til et VM. Landet skulle vise sig frem på den største scene og bevise, at landet er meget mere end bare en kanal.