Tæt på Cyrille Tchatchet: Fra hjemløs til OL-atlet

- Det var en stor oplevelse for mig. Jeg vil sige at, at det var en ære og et privilegium for mig. Ikke blot at marchere med de øvrige olympiske hold, men ligefrem at bære flaget ind på det olympiske stadion også.

- Det har været en meget lang rejse. Jeg kom til Storbritannien i 2014 for at konkurrere i Commonwealth Games, og jeg vendte aldrig tilbage til Cameroun.

Så jeg ansøgte om asyl i Storbritannien og fik det. Det var meget svært i starten, for efter at jeg forlod Commonwealth Village, oplevede jeg noget hjemløshed i Glasgow og gaderne i Brighton.

Det var en meget vanskelig oplevelse! 19 år gammel i en ny storby, hjemløs, uden at min mor eller far passer mig, så jeg følte mig meget alene, og var deprimeret i Brighton. Jeg overvejede på et tidspunkt selvmord, men heldigvis ringede jeg til nogle samaritter, som kontaktede politiet, og jeg blev stoppet. Jeg blev ført til politistationen, som på det tidspunkt blev et sted for mig med en form for sikkerhed.

- Flygtningenes olympiske hold er hovedsageligt et hold af håb. Vi sender et stærkt budskab om håb til alle flygtningene derude, så de får mulighed for at tro og ikke at give op. De har været og er i meget svære situationer, men fremtiden kan være lysere for dem. For et par år siden ville jeg ikke have troet, at jeg marcherede ved OL. Ikke bare marcherede, men også konkurrerede! Så ting kan ændre sig meget hurtigt!

Jeg har endnu ikke haft mulighed for at møde mange af de andre atleter, men jeg mødte sprinterne til Elfenbenskysten (Murielle Ahouré og Marie-Josée Ta Lou).

- Jeg er en fodboldperson normalt, men jeg kan også godt lide at se atletik. Jeg kan især godt lide sprint, højdespring, højdespring og jeg var faktisk tilstede som frivillig arbejder for omkring fem år siden til British Athletics, bare fordi jeg ville se det.

Jeg så de fleste af finalerne, og jeg så den britiske olympiske mester, Greg Rutherford. Han var ganske imponerende, og det står meget klart i min erindring. Jeg havde pladser på første række, og så alle varme op. De lavede omkring ti spring lige før de skulle hoppe, men Greg lavede kun to. Så kom han bare flyvende, og jeg var sådan “hvem er det?!” Så googlede jeg ham og forsøgte at finde ud af, hvem det var, og jeg tænkte “Ah okay, han er olympisk mester!”