Kraliks klumme: Lyden af sommer er tilbage – quiet please, thank you!

Verdens ældste og mest traditionsrige og prestigefyldte turnering. Wimbledon. Den blev spillet første gang 9. juli 1877 på All-England Croquet and Lawn Tennis Club. Den eneste gang turneringen blev aflyst, var i 2020 grundet Covid-19 pandemien, foruden i tiden under 2. verdenskrig. For arrangørerne har formået at være sig selv nærmest og holdt fast i, hvad der gør Wimbledon til Wimbledon, på trods af pres udefra. Tak til arrangørerne og de konservative briter. Og det er skrevet med den største respekt.

Der står 2025 i kalenderen, og verden er i konstant forandring, men Wimbledon holder fast i mange af dens traditioner. Nogle vil måske mene, at det er for konservativt, men fra mit perspektiv, er det godt, at vi holder fast i traditioner, når verden er i forandring. Og det er måske en grund til, at det er en af de mest sete sportsbegivenheder i verden? Jeg har highlightet nogle stykker:

Dress coden er simpel: Du skal spille i hvidt. Ikke råhvid, eller creme- hvid, men ren hvid. Spillerne har spillet i hvidt siden 1800-tallet, da det blev set som den mest passende farve mod svedpletter. Den ene undtagelse til dette blev indført i de senere år, hvilket tillader kvindelige spillere at bære sorte undertrusser for at føle sig mere komfortable, hvis de har deres menstruation.

Der spilles altid med bolde fra Slazenger – en tradition siden 1902.

Strawberries and cream er den traditionelle spise i Wimbledon, og arrangørerne har estimeret at ca. 28.000 kg. jordbær og 10.000 liter fløde er konsumeret i løbet af turneringen.

"The Wimbledon Queue" en kærkommen tradition hvor fans camperer i dagevis og følger specifikke retningslinjer, hvilket skaber en festlig atmosfære af kammeratskab i forsøget på at få billetter til Wimbledon.

Græsset er præcist 8 mm højt. Hvorfor det? Fordi det gør spillet hurtigere, spillerne har bedre fodfæste, og det giver et bedre og mere konsistent hop i bolden.

"Quiet please, thank you!" – det er lyden af sommer for mig.

At spille Wimbledon er for mange spillere et højdepunkt i deres karriere. Spillerne bliver løbende spurgt, hvilken Grand Slam de helst vil vinde, og mange svarer Wimbledon. Og jeg forstår godt hvorfor. For hvem vil ikke være en del af det "forjættede selskab", som tæller store vindere på SW19: Serena Williams, Billie Jean King, Martina Navratilova, Roger Federer, Novak Djokovic, Rafael Nadal, Andy Murray og Rod Laver (som er den eneste spiller spiller, der har vundet alle fire Grand Slams på et år i 1962 og 1962). Alle spillere som ikke blot har vundet Wimbledon, men som har været dominerende som ingen andre på græsset.

Som tenniselsker er der personligt også særlige momenter forbundet med Wimbledon. Lige siden jeg var barn, har Wimbledon været helt speciel. For mig er det forbundet med lyden af sommer, varme og sene sommeraftener, men også nogle af de største sportslige øjeblikke.  

Wimbledonfinalen mellem Roger Federer og Rafael Nadal i 2008 står som et særligt minde. En kamp der havde alt! Eller finalen mellem Federer og Novak Djokovic hvor førstnævnte kunne vinde sin 9. titel på Wimbledon. Oppe med to matchbolde ved stillingen 8-7 i femte sæt, 40-15 i egen serv, men taber 13-12. Det tomme blik i øjnene hos Federer sagde alt og alligevel intet.

Eller 2012 doublefinalen, hvor danske Frederik Løchte Nielsen vandt titlen med britiske Jonathan Marray. Jeg får stadig gåsehud ved tanken, da Frederik efter sidste point lægger sig ned på Wimbledons græs!

Udover at der er mange traditioner og historik forbundet med turneringen, så er den måske også den mest vanskelige at vinde. Det skyldes mest af alt græsset. Spillets dynamik er anderledes end på grus og hard-court, og der stilles større fysiske og mentale krav til spillerne. Duellerne er som regel kortere, der er mindre spil, og det er fysisk hårdt for kroppen at spille på det stenhårde underlag. Med andre ord, kroppen får nogle andre prøvelser, end hvis man spiller på grus eller hardcourt.

2025 udgaven af Wimbledon bliver en særlig én af slagsen. Det kan vi slå fast allerede nu, da Danmark for første gang nogensinde har hele fire spillere med i hovedturneringen. Tænk sig at være Clara Tauson, Holger Rune, Elmer Møller eller August Holmgren, når de læser, at de skal ind og spille deres kamp på verdens mest ikoniske Center Court. Det får hårene til at rejse sig. Jeg forstår godt, hvis de lige kniber sig selv i armen.

I skrivende stund er lodtrækningen endnu ikke offentliggjort, og det er derfor svært at se, hvilke muligheder der er, for danskernes avancement i turneringen. Men én ting er sikker: Den grønne Wimbledon kan i 2025 blive malet rød og hvid, hvis alt flasker sig, og vores fire danskere spiller leverer en enestående præstation.

Quiet please, thank you!