Kraliks Klumme: Vidunderlige Wozniacki

Af: Ondrej Kralik

Der skulle gå tre år, efter hun annoncerede sit karrierestop på Rod Laver Arena i 2020, før danskerne og resten af verden igen skulle se Wozniacki på den helt store scene.

Og naturligvis skulle det være ved US Open, at Wozniacki ville fuldende sit comeback. Det er i den turnering, hun har haft størst succes (foruden Grand Slam-titlen i Australian Open i 2018), og derfor kom det ikke som en overraskelse, at det netop var her, at hun ville vise verden, at hun er tilbage. Det gav mening, at det var i New York.

En legendarisk by, showbiz, pomp og pragt - et sted, hvor drømme enten knuses eller udleves. Her viser man sig frem. Og det gjorde Wozniacki – i bedste stil.

Og ja, kære læser, jeg ved godt, at Wozniacki spillede opvarmningsturneringerne i Montreal og Cincinnati, og derfor var det teknisk set der, Wozniacki gjorde comeback, men det blev lidt større ved US Open og på Arthur Ashe Stadium, for her blev comebacket fuldendt.

Var det så den samme Wozniacki, der gjorde comeback? Nej, det var det ikke.

I min optik var det en bedre og mere aggressiv Wozniacki, vi så. Styrken hos Wozniacki har altid ligget i hendes bundsolide fysik, minimale antal fejl, vilje og baghånden, der afgjorde mange af hendes point. Den del ligger fast i hendes tennis-DNA, og den var der ikke pillet meget ved.

Men i Wozniacki anno 2023 har vi set en mere aggressiv spiller, hvilket afspejles i hendes forhånd og hendes søgen til nettet. Der er med andre ord bygget på, og værktøjskassen er blevet større. Det klæder hende, og det gør hende langt mere vanskelig at spille mod (som om det ikke var det førhen). Hendes konkurrenter skal tidligt op, hvis de skal slå hende.

En af de ting, der har størst indflydelse på en tennisspillers præstationer, er det pres, der bliver lagt på vedkommende.

Hvad enten det pres kommer udefra eller indefra, så kan det være vanskeligt at håndtere. Særligt for de unge og nye spillere, der prøver at slå igennem til verdenstoppen. De bedste spillere trives i presset, og de lever for det. Wozniacki har altid været god under pres, og hun har utallige gange håndteret dette qua hendes store mentale styrke.

Og selvom presset for at levere og præstere stadig er der, vil jeg mene, at presset er fjernet fra tennisbanen.

Wozniacki har vundet en Grand Slam. Wozniacki har ligget nr. 1 i verden. Wozniacki har vundet mange turneringer. Hun er blevet gift med David Lee og sammen har de to børn. Livet handler ikke kun om tennis, men om familien og den fremtid hun skaber med dem. Der er kommet andre prioriteter ind hendes liv.

Men tag endelig ikke fejl. Selvom presset måske er fjernet fra tennisbanen, så vil Wozniacki vinde, når hun spiller kamp.

Wozniacki er en fighter, en kriger, og hun er en vinder. Wozniacki hader at tabe. Den ild er der stadig. Wozniacki er tilbage for at vinde og have det fedt. Og det tror jeg, at hun kommer langt med. Hun kan spille mere frit, mere udfordrende og eksperimenterende. Hendes vinder-DNA bliver en stor inspirationskilde for mange - særligt den kommende generation af nye professionelle tennisspillere.

Med Wozniackis comeback på WTA-touren føles det ekstra godt at være i tennis-Danmark.

Hele tre spillere på den professionelle tour, som kan gøre sig gældende i den absolutte top og kæmpe med om de helt store titler: Clara Tauson, Holger Rune og nu også Caroline Wozniacki. Det er på mange måder et spændende år, vi går i møde, og jeg tror da også, at Danmark får en ny Grand Slam-vinder inden længe. Det er da vidunderligt…