Fodboldhipsterens guide til Europa League

To måneder er gået siden, at gruppespillet i Europa League blev lukket ned. Det danske exit malede et billede af den tidlige vinterdepression, som hånd i hånd med julen hastigt nærmede sig. Men i takt med forårets snarlige genfødsel går vi ligeledes et smukt forår i møde med Europa League.

Vinterkulden forsøger forgæves at nå ind og påvirke dit humør, men i dette opslag vil vi klæde dig passende på til de kommende Europa League-opgør, så du kan være klar til hede opgør fra Bretagne til Istanbul.

Midt i Julius Cæsars gamle residensby finder vi Lazio, der meget billedligt adskiller sig fra byrivalerne fra Roma med de lyseblå trøjer, som står i skærende kontrast til Romas røde og gule trøjer. Anført af klublegenden Simone Inzaghi forsøger I Biancocelesti (de himmel blå/hvide) at rette op på en skuffende sæson i Serie A, hvor de sammen med Roma kæmper med alt, hvad de har lært for at bide sig fast i de europæiske pladser.

Spillermæssigt er der en vis distance fra ikoner som Jaap Stam, Alessandro Nestra og Marcelo Salas til det nuværende hold, hvor den største profil må siges at være den blonde frontløber Ciro Immobile. 82 mål i 116 kampe er en flot statistik for angriberen, der ser ud til at have fundet sit hjem i Lazio efter at have skuffet i både Dortmund og Sevilla. Immobile er ikke den eneste Lazio-spiller, der har fortid hos modstanderen fra Sevilla. Den kreative argentiner Joaquin Correa og Luis Alberto har begge fortid i Sevilla.

Sevillas sæson startede med pompt og pragt, hvor den nye træner Pablo Machin stolt fremviste hold som et aggressivt og offensivt hold, der gik efter struben på især de små hold med højt pres. Machin kom til Andalucien efter, at han havde været en folkehelt i Girona, hvor han havde bragt byen, der oftest bliver nævnt som transitdestination med retning mod Barcelona, til den bedste spanske række. Her overlevede han, og formåede at transformere Estadi Montilivi om til et frygteligt sted at spille for ligaens bedste hold.

Nu styrer den eftertænksomme spanier Sevilla, og især har transformationen til 3-5-2 givet nyt liv til holdet. Denne kamp bliver især interessant på taktikbrættet, da Lazio ligeledes er kendt for at spille med en trekæde bagerst. Der er dømt offensiv fodbold, og der er tale om to hold, der begge vil kunne drage ekstrem gavn af et flot europæisk forår, idet deres præstationer i de respektive ligaer har været svingende.

Vores Europa League-dannelsesrejse fortsætter til Bosporusstrædet, mere nøjagtigt til vestsiden, hvor vi nu befinder os i den europæiske del af den tyrkiske hovedstad Istanbul. I denne del af Istanbul tænker man ofte på København, hvor Galatasaray løftede UEFA Cup-trofæet i Parken efter sejren over mægtige Arsenal. Trods et rødt kort til det rumænske koryfæ Hagi, så formåede flere tyrkiske legender som Hasan Sas, Hakan Sükür og Ümit Davala at sikre sejren på straffespark. De sidstnævnte tre var nogle af hovednavnene bag den generelle tyrkiske storhedstid tilbage i starten af dette årtusinde, hvor en tredjeplads ved VM i 2002 stadig står isoleret som et af landets største fodboldminder.

Storhedstiden for landet fortsatte gennem den tidlige del af århundredet, hvor en semifinale ved EM i 2008 også står tilbage som et stort højdepunkt. Meget af tidligere tids succes er imidlertid forsvundet, og det tyrkiske landshold fejlede grumt i deres Nations League-gruppe, hvor de rykkede ned i Gruppe C efter nederlag til både Sverige og Rusland. Samtidig er Galatasaray ikke ligeså suveræne ligaen, hvor de er uden sejr siden 2014, og på nuværende tidspunkt er de seks point bag bysbørnene fra Istanbul Basaksehir.

Immervæk er de inde i en god stime, idet de kun har tabt en af deres seneste 15 kampe, og på den hjemlige egn har de vundet seks af deres seneste syv kampe. Der er enorme forventninger til nyindkøbet Mbaye Diagne, der i efteråret bombede hele 21 mål ind. Til at flankere den senegalesiske spids har holdet mange rutinerede kræfter, her i blandt den nordafrikanske duo i Younes Belhanda og Sofiane Feghouli, der begge besidder utrolige tekniske evner. Feghouli ligner, at han har fundet sig til rette i klubben efter en nomadetilværelse og skuffende præstationer hos klubber som Valencia og West Ham.

Klubben kommer ind i Europa League efter et Champions League-gruppespil, hvor de ikke for alvor kunne udfordre Schalke 04 og Porto, men trods alt fik de sneget sig med på et enkelt point mere end Lokomotiv Moskva. Tyrkerne spiller boldbesiddende med udgangspunkt i en 4-3-3, hvor kreative kræfter som Belhanda, Feghouli og unge Onyekuru skal præge spillet, mens Fernando er skraldemanden centralt.

De får besøg af Benfica, der kommer ind til opgøret med en 10-0 sejr i bagagen fra opgøret mod Nacional. Benfica må siges at være storebror i forhold til rivalen Porto i det gamle Lusitania, hvor de har vundet den nationale liga hele 36 gange. Ligeledes har holdet vundet Europa Cuppen to gange tilbage i starten af 60’erne.

Holdet er styret af den forholdsvis ukendte Bruno Lage, der har været en stor succes efter, at han fik tøjlerne permanent tilbage i januar. Den førnævnte 10-0 sejr agerede det berømte flødeskum på toppen af den kage, hvor det vigtigste element var lokalderby-sejren over Sporting.

Hovedstadsklubben har gennemført et mindre generationsskifte på holdet, hvor det er blevet til afsked med fanebæreren Luisäo og gradvist mindre spilletid til ikonet Jonas. Nøglespillerne på holdet er blevet spanske Alejandro Grimaldo, unge Joao Felix og (trods generationsskiftet) brasilianske Jardel, der med sin rutine guider de yngre kræfter. Det bliver spændende at holde øje med, hvem der tager teten i en kamp mellem to hold, der har for vane at ville skabe kampene.

I hjertet af Glasgow er det kontrasternes kamp, når den rene skotske brutalitet og fightervilje sættes op imod den valencianske finesse og teknik. I spidsen for de grøn og hvid-blusede har vi den tidligere Liverpool-træner Brendan Rodgers, der de senere år har fået en del mere konkurrence i ligaen i takt med Rangers’ reinkarnation ledt an af Rodgers’ tidligere anfører Steven Gerrard.

Hvor Celtic plejer at tromle modstanderne ned i den skotske liga, har det i år været en mere konkurrencedygtig liga baseret på, at Celtic har tabt fire kampe på nuværende tidspunkt, hvilket er samme antal, som de tabte i hele sidste sæson.

I Europa League er vi blevet betaget af unge Kieran Tierney, der ligner, at han kan blive en af de største skotske spillere i nyere tid. Celtic-holdet er generelt præget af to lejre, hvor den ene er spændende unge spillere, mens resten er bundrutinerede spillere. Af de andre unge spillere skal franske Odsonne Edouard nævnes, der har spillet flot i turneringen, hvor han har nettet to gange. Unge Filip Benkovic har imponeret stort i det centrale forsvar, hvor han især i nederlaget mod Salzburg spillede en forrygende kamp.

Den gamle garde er med spillere som svenske Mikael Lustig, der efter en rum tid hos Rosenborg nærmest er blevet et klubikon i Skotland. 36-årige Craig Gordon huserer stadig i buret, hvor han har stået siden 2014, hvor han vendte hjem fra England. Klublegenden Scott Brown skal også nævnes, der trods for sin fortid som Hibernian spiller nu har spillet over 300 kampe for Celtic, og med over 12 sæsoner for klubben må det siges, at han har efterladt sine tydelige spor hos fansene.

Valencia kommer til kampen med blod på tanden, eftersom at de under træner Marcelino ikke har været i stand til at gentage succesen fra sidste sæson. Især på de forreste pladser har der været problemer, idet hverken Kevin Gameiro, Mishy Batshuayi eller Santi Mina for alvor har vist, at de er fuldgode supplementer til den spanske landsholdsangriber Rodrigo.

Valencia har stået fint i de bagerste kæder, og midtbanen består af de samme spillere som sidste år ført an af kaptajn Dani Parejo, men det er et faktum, at de har svært ved at afgøre kampene. Valencia er det hold i fem største ligaer, der har spillet uafgjort flest gange (13), og i Champions League havde de for alvor svært ved at true Manchester United og Juventus i deres gruppe.

De skotske hold har vist, at selvom de går ind til kampene mod de spanske hold som underdogs, så har de det med at overraske illustreret ved Rangers, der af to omgange gav store problemer for Villarreal i gruppespillet, og selvom Valencia er et niveau over Den Gule Ubåd, så er det bestemt ikke nemt for Marcelino, Wass og co. at skulle have et resultat med hjem fra Skotland.

I Portugals hovedstad leder Sporting efter et europæisk gennembrud, som tidligere år er blevet stoppet af storhold i knockoutrunder som Atletico Madrid, Bayer Leverkusen, Athletic Bilbao og Wolfsburg. Det ser sløjt ud for dem i ligaen, hvor de er ni point efter Porto, og syv point fra Braga på tredjepladsen.

Den helt store oplevelse for Sporting i Europa League-sammenhæng har været Bruno Fernandes, der binder midtbanen sammen og er med til at sætte angriberne op. Ydermere scorede han to mål i gruppefasen, og var generelt nøglen bag det videre avancement i en gruppe, hvor kun Arsenal var af høj kvalitet. Samtidig skal venstre back Marcos Acuña nævnes som et stort aktiv for holdet, hvor han har domineret både i Europa League og i den portugisiske liga.

En kamp med Sporting betyder samtidig et glimt af tidligere spillere med fortid i store klubber, idet den tidligere Manchester United-snurretop Nani stadig løber langs kridtet og viser perifere tegn på sit tidligere topniveau. Barcelona-floppet Jeremy Mathieu agerer rotationsspiller, og selvom franskmanden har mistet den hurtighed, der fik Barca til at købe ham, så har han masser af europæiske kampe på CV’et. På bænken (i hvert fald i Europa) finder man også Bas Dost, der i Danmark mere er kendt som Nicklas Bendtners banemand i tiden i Wolfsburg, hvor hollænderen henviste danskeren til bænken.

Sporting kan have gode muligheder i denne kamp mod et Villarreal-hold, der har været mere end blot skidt kørende i La Liga. En nuværende placering som nummer 19 skriger af desperation, og illustrationen på desperation er genansættelsen af Javi Calleja. Calleja blev fyret den 10 december 2018, og allerede d. 29 januar var han tilbage som træner igen.

Trods den håbløse situation har Villarreal stadig masser af spillere med kvalitet i truppen, hvoraf Carlos Bacca står ud som en spiller, der tidligere har scoret på samlebånd i Europa. Santi Cazorla har været en lille renæssance i Villarreal efter, at hans afsluttende tid i den engelske hovedstad blev spoleret af skader.

Midt i Asterix og Obelix’ land finder vi den sidste kamp, der skal agere Caminoen i vores fælles rejse mod Europa League-nirvana. De franske værter huserer på en ottendeplads i den franske liga, hvor de ligger tæt med hold både over og under dem.

Deres Europa League-rejse blev præget af en vanvidskasse af unge Ismaila Sarr, som har spillet en fantastisk turnering indtil videre med hele tre mål på CV’et. Sammen med den franske kreatør Hatem Ben Arfa er offensiven utroligt teknisk begavet, hvilket betyder, at de centrale midtbanespillere Clément Grenier og Benjamin André kan holde sig længere tilbage i holdets 4-2-3-1 opstilling.

I gruppespillet var Rennes havnet midt i en Østeuropæisk blinis-konstruktion som bestod at ture til Ukraine, Kasakhstan og Tjekkiet, hvor de endte som toer efter Dynamo Kiev.

Modstanderen hedder Real Betis, som på kort tid er blevet en af Spaniens helt store kæledægger på baggrund af deres boldbesiddende offensive filosofi, som de praktiserer mod alle hold. Træneren hedder Quique Setien, og den eftertænksomme gråhårede mand blev allerede populær med sit Las Palmas-hold, som ligeledes praktiserede den offensive spillestil. Uden Setien ved roret røg klubben fra Gran Canaria direkte ned i den næstbedste række.

Ikonet hos Betis er den evigunge Joaquin, der trods sin fremtrædende alder stadig spiller hjertet ud for sin hjerteklub. Han må ses som det store ikon på holdet, som på banen mere ledes af den tidligere Dortmund-spiller Marc Bartra, der med sin hurtighed og gode teknik ofte er først station i den store Betis-opbygning helt nede fra egen keeper.

Hold øje med Giovani Lo Celso fra Betis, der er på lån fra PSG. Den kreative spiller slog for alvor igennem i Europa League, hvor især Milan fik den argentinske kreatørs topniveau at mærke. Lo Celso er ikke verdens hurtigste spiller, men hans overblik og teknik er meget få forundt, og man får minder om mange af de dygtigste 10’ere gennem tiden, når den unge argentiner folder sig ud.