Kommentar: Et mærkeligt VM

Som jeg skrev på Twitter i aftes - uden nærmere forklaring - var det et mærkeligt VM, der i går fandt sin desværre forudsigelige vinder. Mange lande vil føle, at de har misset en historisk chance for at sikre sig et første og sandsynligvis enligt VM-trofæ. Og det franske hold, der med en lav gennemsnitsalder og stor plads til forbedring, vil med rette betragte denne triumf som den første af sandsynligvis mange. De kan nemt sætte sig på landsholdstronen de næste mange år, som spanierne fra 2008-2012, men tungere og længere. Jeg har altid haft en vis aversion mod franske sejrherrer, da de med en selvforelskelse som fodbold-England og fodbold-Tyskland kombineret generelt ikke er særligt sympatiske vindere. Men de skal naturligvis ikke bebrejdes, at de greb chancen. Det skal derimod alle de potentielle vindere, inklusiv Danmark, der aldrig foldede sig helt ud.

Det gjorde turneringen som sådan heller aldrig. Der var tilløb til det, og der var mange målrige og ikke mindst dramatiske kampe. Men når den klæbrige konfetti på finalearenaen i Moskva har lagt sig - som en faldende Neymar i superslow - og de håndboldhøje fantatechnobeats fra de russiske stadioner fortonet sig, vil vi nok mest huske slutrunden for den bizart overdrevne brug af VAR, der i de indledende kampe blev taget i brug som et batteridrevet legetøj af en 6-årig fødselar - for derefter at blive anbragt på hylden med de andre glemte gaver, indtil finalen, hvor Frankrig reelt fik to foræringer af det forkætrede system: En offside på Pogba ved 1-0, der aldrig blev kaldt, og endnu et af slutrundens "Youssuf Poulsen"-straffespark, der blev mast igennem som resultat af en absurd dommerlinje. FIFAs komplette fravær af forståelse for armes naturlige position i luftdueller matchede fint organisationens gammelmandsliderlige fascination af overpyntede kvinder på tribunerne.

Vores minder om VM 2018 vil for en stund være pyntet af vores lettelse over, at Putins propagandabegivenhed ikke druknede i politisk gøgl og ekstremsport i gaderne, hvor selv englænderne til arrangørernes store ros kunne drikke i fred og ro uden at blive gennemtævet. Men hvis nogle lige nu tænker på denne årgang af verdens største fodboldturnering med et lille smil på læben og et stænk af optimisme for landsholdsfodbolden, skyldes det nok mest, at specielt knockoutfasen var markant bedre og mere gribende end for fire år siden. Og at Mbappé, der med sin hurtighed og på ingen måde aldersforsvarende kynisme bestemt leverede en imponerende slutrunde, endte på selv Ulla Terkelsens læber, siger mere om, at verden SAVNER en fodboldlegende, der ikke ruller rundt eller flasher overpumpede lårmuskler, end at vi rent faktisk oplevede en sådan.

/Thomas Gravgaard