DEBAT: VAR gør ikke fodbold mere retfærdigt - det ophæver tid og rum

VAR var omdiskuteret allerede i sommer, da Rusland lagde græs til VM-slutrunden. Trænere og spillere var ikke sene til at skære firkanter i luften med pegefingrene, der skulle presse dommeren til at gå ud og se på skærmen, hvad han havde overset på banen. Og d. 27. september skrev Eurosport, at VAR igen bliver taget i brug. Blandt andet i Champions League fra næste sæson og Europa League i sæsonen 20/21. Det ser ud til, at videodommere langsomt bliver implementeret efter gradvise forsøgsordninger. I takt med den teknologiske udvikling er det kun naturligt, at nye metoder også berører fodbolden. Men når VAR lover retfærdighed i sporten, betyder det ikke nødvendigvis, at de store dommerfejl bliver undgået.

Hvis vi ser på begrebet retfærdighed ud fra en filosofisk betragtning, er der lighedstegn mellem retfærdighed og lighed. At der med VAR skulle være mere lighed i dommerens beslutninger er dog en tilsnigelse. Det så vi blandt andet under sommerens VM ved Danmarks anden gruppekamp mod de fysisk stærke australiere. Her blev Australien tildelt et straffespark på grund af VAR, som Mile Jedinak koldt eksekverede i den russiske sommervarme, selv om Kasper Schmeichel havde forsøgt at tale ham ud af målfeltet.

Efter kendelsen havde man følelsen af, at dommeren skulle være ekstra gavmild med at bruge VAR til Danmarks fordel. VAR bliver ad den vej revolutionerende for fodbolden, fordi den opløser tiden og det rum, der har eksisteret siden kampen blev fløjtet i gang: Nu er det pludselig ikke kun på stadion, at kampen bliver dømt, men i et videorum i en anden by. Og med indførelsen af VAR er opmærksomheden på dommeren langt større, fordi man kan spole tiden tilbage, hvilket blot gøder jorden for mere brokkeri. Dommerens beslutning står pludselig ikke kun til forhandling mellem spillere, træner og dommer. Videorummet, der kan se kendelsen igen og igen, bliver endnu en aktør i kampen. Ligheden styrkes ikke af dette, for man ender med at fokusere på det, dommeren ikke valgte at se på skærmen. Australien-eksemplet er blot et blandt mange, der skaber en kultur, hvor dommeren konstant kommer i fokus, selv om den bedste dommer vel må være ham, der er usynlig i kampen.

Der er ingen grund til at tro, at spillere og trænere vil stoppe deres appeller til dommeren om, at han skal gå ud og se efter på skærmen. Selvom denne appel er ulovlig, bliver den alligevel udført i praksis, og denne brok stiller igen spørgsmålstegn ved retfærdigheden i moderne topfodbold. I hvor høj grad er det retfærdigt, at dommeren lader sig påvirke af evige protester? Man forsøgte naturligvis også at påvirke dommeren inden VAR’s indtog, men fænoment har forstærket det yderligere.

Uanset hvor mange kameraer og videodommere man ansætter til at assistere og øge retfærdigheden, er banedommerens metier fortsat at fortolke konflikters konsekvenser på banen. Og så længe en dommer af kød og blod træffer den endelige beslutning; måler og afvejer en henvendelse fra VAR-rummet, vil der, med eller uden videomenageriet, være snak om, hvor retfærdig en given kendelse var.