BLOKKEN: En frygtelig tid for Brøndby-tilhængere

Af Thomas Gravgaard

Jeg har en ven, der hedder Bo, og han er bange. Rigtig bange.

Det har vi længe drillet ham med i vores omgangskreds, som har hængt ud og hængt sammen lige siden folkeskolen. Den vedvarende voksenmobning startede med et umiddelbart uskyldigt foto, som Bo for mere end et årti siden lagde op i vores Facebook-gruppe, ”Safteriet”, hvis eneste formål er at arrangere, facilitere og fremvise indtag af alkohol. Billedet var taget på en caribisk strand og viste Bos hånd med et fast greb om en ølflaske med vuggende palmer, hvide sandbanker og brusende bølger som baggrund.

Ak ak. Havde han nu bare anbragt flasken i baggrunden i stedet for, ville han være blevet forskånet for det, der siden fulgte. For da et af de andre medlemmer gav sig til at nærlæse etiketten på flasken, gjorde han den interessante observation, at der faktisk var tale om en ”light beer”.

Jeg vil ikke spilde min tid og integritet på at lade som om, at vores venneflok på nogen måde er moden. Vi er stadig akkurat lige så barnlige og umulige, som dengang vi fandt sammen om splatterfilm og fladtrampede heksehyl, mens vi i hormonforstærket rastløshed og begyndende branderter udøvede halvhjertet, ja, nærmest hensynsfuld hærværk på provinsens parcelhuse, ofte vores egne. Jeg vil endda vove den påstand, at det er derfor, vi stadig er sammen. Vi er hinandens frikvarter. Og selv om flokken blandt andet tæller en gut, hvis nu afdøde far var alkoholiker, og en læge, der nok burde vide bedre, er det anatema at vælge en væske med en lavere procent end nødvendigt. Hvis man i en svag stund drikker for eksempel en kaffe om morgenen, et glas vand efter en løbetur eller en øl med reduceret styrke, skal man i hvert fald ikke dele oplevelsen med vennerne i Safteriet. Og dét kom Bo altså til hin feriedag i Bounty-land.

Siden da har han nærmest dagligt fået at vide på den ene eller anden måde af den ene eller anden af os, at han er bange for alkohol: i Safteriet, på WhatsApp, i SMS-grupper og sågar på klistermærker, som vi sætter på hans glas til festerne med teksten ”Bo bange”. Et lydklip fra tysk tv i lørdags, hvor Bo Henriksen afventer en afgørende VAR-kendelse og kommentatoren siger ”Es heisst Bangen bei Bo”, er allerede lagt ind på playlisten til vores forestående fælles tur i sommerhus og vil cirkulere i al fremtid.

Men sandheden er, at anklagerne er dybt urimelige. Ja, Bo er formentlig den af os alle, der sætter allermest pris på øl, som man rent faktisk kan blive fuld af. Og med jævne mellemrum besøger, roser og tømmer vi alle hans eminente hjemmebar i Funder, hvor der endda er eget bryg på hanerne. Så hvis vi kan holde det i dette lille, lukkede forum, vil jeg gerne medgive, at Bo faktisk slet ikke er bange for alkohol.

Til gengæld har han bekræftet over for mig, at han i disse dage er bange for noget helt andet, selv om han bravt kommer med modige påstande som ”AGF kan ikke spille to brandkampe i træk” og ”Mon dog det går så galt”. Bo holder nemlig med Brøndby IF og hader AGF. Faktisk hader han AGF endnu mere end FC København, da han jo er bosiddende i en del af landet, hvor der rent faktisk kan være noget om, at vi hviie er svære at holde ud. Se bare hvor glade de blev i lille Silkeborg Kristi Himmelfartsdag: Det var sgu ikke fordi de selv vandt, men fordi vi tabte.

Bo står dermed i en situation, hvor det på søndag enten bliver fuldstændigt fabelagtigt fantastisk fedt for ham. Eller det stik modsatte. Der er ikke nogen middelvej. For hvis det går galt for Brøndby, hvilket i sig selv ville være slemt nok, vil AGF uundgåeligt være skyld i det. Og så skal han oven i købet høre på os igen: ”Bo bange for guld”. Dét ville skræmme livet af enhver.

Det må i det hele taget være en frygtelig tid for Brøndby-tilhængerne. Jeg ville faktisk meget hellere være fan af FC Midtjylland lige nu. For der er få ting, der slider mere på nerverne end at gå og vente på en afgørelse, man selv har muligheden – og dermed ansvaret - for at eksekvere og som oven i købet enten er noget nær perfekt eller noget nær katastrofal. Det eneste, der kunne være bedre/værre for Brøndby på søndag, ville være, hvis det var FC København, der lå nummer to. Ældre Brøndby-tilhængere kan trods alt godt huske en tid, hvor AGF var deres helt store rival, og de ved, at selv om det ikke er sådan længere for deres vedkommende, så gælder det stadig den anden vej. FC Midtjylland har derimod alt at vinde, og mislykkes det, er det i det mindste ikke på grund af Viborg.

Den menneskelige psyke er forunderlig, ikke mindst når det drejer sig om, hvordan man husker triumfer. Det perfekte øjeblik bliver evigt, så snart det indtræffer, fastbrændt i tiden. Man bærer det med sig resten af livet som et uudtømmeligt glædens tornyster. Derimod mister mindet om den forudgående usikkerhed, nervøsitet og smerte hurtigt kraft. Du kan måske godt huske, at du var nervøs ved stillingen 1-0 til Danmark under EM-finalen i 1992, men genser du anden halvleg, er det min påstand, at du ikke længere vil kunne mærke ængsteligheden på samme måde, som du kan (gen)mærke glæden over Kim Vilforts mål til 2-0. Jeg har selv testet det.

Da Atlético Madrid senest blev spanske mestre i 2021, var det i en af de skarpe dueller med Real Madrid, som de ellers aldrig nogensinde vinder. Når jeg nu, tre år senere, genser de afgørende mål fra den afsluttende udekamp i Valladolid og jubelscenerne efter slutsignalet, bliver jeg næsten lige så glad som dengang. Og jeg kan huske præcis, hvordan jeg reagerede, da det skete: Jeg skreg, grinede og rallede, mens jeg rullede rundt på gulvet i min kælderpub. Så satte jeg mig op og græd af glæde, inden jeg løb op i køkkenet og åbnede en treliters champagne (hvilket naturligvis øjeblikkeligt blev indregisteret i Safteriet), der som udslag af min overtro ikke var på køl. Jeg sidder faktisk og bliver helt rørt nu, mens jeg skriver om det, også selv om lunken champagne, særligt i de mængder, på det kraftigste må frarådes.

Når jeg nu prøver at beskrive dagene inden denne sidste, spanske spillerunde, sker der imidlertid ikke rigtig noget i mig. Jeg kan godt huske, at jeg var så nervøs, at det tog flere timer at falde i søvn om aftenen og om natten, hvis jeg vågnede dér. Jeg kan huske, hvordan jeg prøvede at forklare mine børn, hvorfor jeg var så pirrelig og hvordan jeg igen og igen beklagede mig til min kone over den skrækkelige situation, jeg var havnet i: Enten ville det blive helt og aldeles fantastisk eller helt og aldeles forfærdeligt. Hvor jeg dog ønskede, at Atlético bare havde været placeret midt i rækken uden noget som helst at spille for.

Men jeg kan ikke længere mærke i min krop, hvor forfærdeligt anstrengende det var i de dage, timer, minutter og tilsidst sekunder inden slutfløjtet, der lige akkurat skænkede Atlético den nødvendige 2-1 sejr og dermed mesterskabet for snuden af snobbede Real Madrid. Som en moder, hvis krop glemmer pinslerne under fødslen, så hun kan klare det igen en skønne dag, afstøder fodboldtilhængerens hukommelse den uudholdelige tid inden det forløsende øjeblik (for en god ordens skyld er det altså min kones allegori, ikke min). Ja, hvis ikke min ældste datter havde filmet mig undervejs kampen, ville jeg den dag i dag benægte, at jeg allerede med tyve minutter tilbage af anden halvleg lå og småhulkede på gulvet, fordi jeg ikke kunne holde føringen ud.

Så selvfølgelig er Bo bange lige nu, og jeg har ikke engang lyst til at drille ham med det. For det er i sandhed en skræmmende tid, han og alle I andre guldfavoritter bevæger jer igennem lige nu, langsomt, slæbende, ubønhørligt, som en gletsjer af dybfrossen glæde, der måske aldrig tør op.

Tik. Hvorfor har AGF nu pludselig fundet formen igen lige i tide til at ødelægge det hele? Tak. Kan vores spillere håndtere den hysteriske stemning på stadion? Det kunne de jo ikke mod FCK. Tik. Nøj, hvor vil de grine af os på Østerbro og i Aarhus, hvis det går galt. Tak. Det må ikke gå galt. Det MÅ det bare ikke. Tik. Sov nu for helvede! Tak.

Sov du nu blot, Bo. Måske er der ikke noget at være bange for.

Du kan følge den sidste spillerunde af 3F Superligaen på discovery+ og Max for nye abonnenter.

Læs alle de tidligere udgaver af Blokken her.