Her er nøgleetaperne i Giro d'Italia - hvor skal slaget stå mellem Primoz Roglic, Juan Ayuso, Adam Yates, Tom Pidcock?

Giroens 108. udgave starter med tre dage i Albanien og slutter i Rom tre uger og mange bjerge senere. Den lover en spændende kamp om den ikoniske lyserøde trøje mellem nogle af cykelsportens største stjerner.

Italien og Albanien er kun adskilt af 72 km ved Otrantosundet i Adriaterhavet, så det bør ikke komme som nogen overraskelse, at Giro d’Italia endelig tager springet med en grande partenza i Durrës, Albaniens næststørste by.

Kun én albansk rytter har deltaget i Giroen i de sidste 20 år, men det har ikke afholdt den lille Balkan-nation fra angiveligt at betale 7 millioner euro for at være vært for tre etaper. Da der sandsynligvis ikke deltager nogen albanske stjerner i år, vil Eugert Zhupas' fire Giro-deltagelser for Wilier-Triestina mellem 2015 og 2018 stadig stå tilbage som de eneste.

De tre åbningsdage bør dog byde på tre varierede etaper med forskellig sværhedsgrad og terræn – og ikke en eneste massespurt i sigte. En spændende åbningsetape byder på to opstigninger af Surrel-stigningen på vej ind mod Tirana – en uforudsigelig rute på 160 kilometer, som åbner mulighed for, at outsidere, udbryderspecialister eller snu opportunister kan trække i den lyserøde førertrøje.

Første etape følges op af en kort og overvejende flad enkeltstart på 13,7 kilometer, som næppe vil påvirke klassementsfavoritternes chancer, før en kuperet tredje etape til og fra Vlore bliver krydret med stigningen Qafa e Llogarase (10,5 kilometer med 7,4 %) efterfulgt af en flad afslutning.

Efter en tidlig hviledag, når løbet bevæger sig over på italiensk jord, ventes sandsynlige massespurter i Lecce og Napoli at omkranse en afslutning i Matera, som passer godt til puncheurs. Men det er først på løbets anden fredag, at vi får det første potentielle klassementsopgør – det første af syv nøgleetaper.

Løbets første bjergafslutning byder på fire stigninger og lige så mange nedkørsler – med i alt 3.800 højdemeter og stort set ingen flade sektioner mellem hver stigning. Allerede fra starten går det opad ad kategori 3-stigningen til Roccaraso, hvor feltet kan blive splittet i atomer, hvis tempoet er højt.

Kategori 2-stigningerne Monte Urano (med en stigningsprocent på op til 14 %) og Vado della Forcella følges af en lang, tredelt nedkørsel frem til foden af den sidste stigning. Kategori 1-stigningen over Tagliacozzo til Monte Bove er med sine 12 kilometer og gennemsnitlige stigningsprocent på 5,5 % måske ikke skræmmende i sig selv – men det stejle stykke på 14 % kan gøre ondt på ryttere med trætte ben.

Det er næppe en tappone (meget hård bjergetape), men som det gamle ordsprog siger, er det en etape, hvor Giroen ikke bliver vundet – men hvor nogle klassementsdrømme kan ende i grus.

En lang og kuperet etape over Appenninerne følger – en 197 kilometer lang prøve med kategori 1-stigningen til Sassotetto som omdrejningspunkt, før det går videre til Castelraimondo via flere stigninger, herunder en kategori 3 til Montelago. Det er én af de dage, hvor en rytter med skader eller sygdom kan ende i smertegrotten tidligt og bruge resten af dagen på skadesbegrænsning.

Og der vises ingen nåde, for næste hviledag kommer først efter løbets anden nøgleetape.

Også kendt som "Strade Bianche-etapen", med fem sektioner af toscansk sterrato (grusveje) i den sidste tredjedel af etapen. I alt byder etapen på 29,5 kilometer hvide grusveje – inklusiv en potentiel affyringsrampe på stigningen op til San Martino in Grania.

Selvom udsigten til Strade Bianche måske ikke virker lige så skræmmende som en række store bjergpas, er det værd at huske på, at ikke alle ryttere er udstyret til at håndtere det udfordrende underlag. Bare spørg Remco Evenepoel, der havde det svært på gruset under sin Giro-debut i 2021. Igen gælder det, at Giroen næppe bliver vundet i Siena – men vi får måske et klarere billede af, hvem der ikke vinder.

Efter anden hviledag genoptages Giroen med en overvejende flad enkeltstart fra Lucca til Pisa, hvor specialister som Primož Roglič og Juan Ayuso vil forsøge at lægge pres på konkurrenterne i det 28,6 km lange opgør mod uret. I fraværet af stigninger på ruten bør tidsforskellene mellem klassementsfavoritterne ikke blive store.

En gennemsnitlig stigningsprocent på 8,8 over 13,7 kilometer kulminerer i en række hårnålesving nær toppen, hvor stigningsprocenten rammer 19. Men en lang nedkørsel på 40 kilometer giver de distancerede ryttere mulighed for at vende tilbage til fronten før to kortere og lettere stigninger senere på dagen.

Herefter følger tre rolige etaper, hvor der forventes spurter i Viadana og Novo Gorica i Slovenien – adskilt af en afsluttende bakkeafslutning i Vicenza. Anden uge rundes af med et ildevarslende opgør på den endeløse Monte Grappa (25,1 kilometer med 5,7 % i snit).

Men som det også var tilfældet med etaperne til Sassotetto og San Pellegrino, kan stigningens placering midt på 15. etape mindske dens effekt – især fordi dagens sidste stigning til Dori er blid, og etapen afsluttes med et 28 kilometer langt plateau mod målet i Asiago.

Den fjerde af vores nøgleetaper kommer først i starten af løbets tredje uge.

En række af fire stigende, svære stigninger i det nordøstlige Italien vil få denne etape til at koge over på den helt rigtige måde, med mange klassementsryttere, der vil forsøge at sætte sig i scene ved starten på en hård og afgørende uge.

Ingen af stigningerne er specielt høje – faktisk topper den sidste stigning med udsigt over Gardasøen i kun 1.315 meters højde – men med tocifrede stigningsprocenter på alle fire stigninger og stort set ingen flade sektioner imellem, er det uundgåeligt, at nogen går ned på, hvad der kun er løbets anden bjergafslutning.

Ifølge mange er dette tappone, eller dronningeetapen – hvilket ikke er overraskende, da den indeholder hele 4.900 højdemeter.

Den jævne kategori 2-stigning Passo Tonale (15,2 kilometer med 6 %) topper med 9 % og kommer efter de første 54 kilometer af etapen, som stort set hele vejen stiger fra San Michele all’Adige. En hurtig nedkørsel følges af den hårdere kategori 1-stigning, Passo del Mortirolo (12,6 kilometer med 7,6 %). Bevares, Mortirolo tages fra den "lette" Monno-side, men stigningen når stadig op på 16 %, og det vil uden tvivl koste nogle ryttere dyrt.

Etapen er langt fra overstået efter den tekniske nedkørsel til Grosio – der er stadig 30 kilometer til mål. Vejen stiger op til den punchy kategori 3-stigning til Le Motte, hvor vejen snor sig mod et gammelt fort med en gennemsnitlig stigning på 7,6%.

En kort, men hurtig totrins-nedkørsel til Bormio vil give noget anderledes at se for fansene – og kan blive udnyttet af ryttere, der bruger den sidste stigning som affyringsrampe. Alt i alt tegner det til at blive en uforudsigelig etape, der kan udvikle sig på flere måder.

Angrebene bør komme tidligt på den første stigning, Croce Serra, før etapeløbet falder til ro på et falsk fladt stykke frem mod foden af den barske kategori 1-stigning, Colle Tzecore (16 kilometer med 7,7%), som føles nådesløs og topper med en hældning på 15%.

To yderligere kategori 1-stigninger følger: Col Saint-Pantaleon (16,5 kilometer med 7,2%) og Col de Joux (15,1 kilometer med 6,9%), før den afsluttende kategori 2-stigning til Antagnod (9,5 kilometer med blide 4,5%). En kort nedkørsel på 4 kilometer følges af en flad sidste kilometer ind til målet i Champoluc – en lidt antiklimatisk afslutning på en etape, der alligevel kan vise sig at blive løbets mest afgørende.

Stadig ingen højfjeldspas, men mængden og længden af stigninger gør denne etape lige så hård som enhver anden Grand Tour-etape i 2025.

Det var her, Chris Froome i 2018 genopstod og stjal den lyserøde trøje fra Simon Yates med et af de mest dristige og imponerende soloridt i moderne cykelhistorie.
Hvis det ikke var nok, at Froome hentede et forspring på 3’22", så siger det alt, at Yates endte med at miste trøjen og falde til en 18. plads – 35 minutter efter – hvilket viser, hvor ubarmhjertig Finestre kan være, hvis man rammer en dårlig dag.

Fyldt med hårnålesving – ikke færre end 30 på blot 3 kilometer – stiger Finestre 18,5 kilometer op til 2.178 meters højde og afsluttes med 8 kilometer grus. I år følges nedkørslen af en 16,2 kilometer lang opstigning til skisportsstedet Sestriere. Stigningen har kun 3,8% i snit, men kan gøre alvorlig skade på ryttere, der allerede har tabt terræn.

Der er dog én stor meteorologisk usikkerhed: sne på toppen. Seneste meldinger lyder, at Colle delle Finestre er blevet ryddet for sne – men der er stadig et par uger, hvor vejret kan overraske med en sen snestorm.

Løbet slutter dagen efter med 21. etape og otte omgange på en rundstrækning i Rom – en sidste chance for sprinterne, inden en af løbets store favoritter ruller ind i den italienske hovedstad iført den lyserøde trøje.

Så, hvem tror du vinder? Roglič? UAE-duoen Ayuso og Adam Yates? Hans bror, Simon? Britiske Tom Pidcock? Eller måske en erfaren herre som Richard Carapaz eller Mikel Landa?

Se Giro d'Italia eksklusivt på Kanal 5, Eurosport 1 og uden afbrydelser på Max.